SAS er fortsat en skygge af sig selv trods en »langsom, men konstant genopretning«.
I september var der således 73 pct. færre passagerer end samme måned sidste år. I alt fløj 600.000 passagerer sidste måned.
Dermed hænger coronakrisen stadig som en mørk skygge over luftfarten, som hurtigt påvirkes af blandt andet rejsevejledninger og nye restriktioner.
I forhold til sidste år var 2,3 mio. færre passagerer med SAS, fremgår det af en pressemeddelelse.
Indenrigsflyvningerne i de forskellige lande er fortsat i højere kurs end europæiske og interkontinentale rejser, og det retter SAS ruterne ind efter. I øjeblikket er der omkring 380 flyvninger dagligt mellem 75 forskellige destinationer.
»Jeg er glad for, at vi nu er tilbage i Kina efter ni måneders afbrydelse. Overordnet er efterspørgslen stærkt afhængig af rejserestriktionerne. I september blev flere lande desværre klassificeret som »røde«, og det reducerede vores passagertal ift. august,« siger adm. direktør i SAS, Rickard Gustafson, i meddelelsen.
Men han fastholder samtidig, at SAS i de seneste seks måneder har fortsat genopretningen langsomt. I forhold til april var der en halv million flere passagerer i september, fastslår han.
»Når vi ser fremad, fortsætter vi med at overvåge markedets udvikling, og vi er klar til at lavere flere justeringer i forhold til, hvordan efterspørgslen udvikler sig,« lyder det fra topchefen.