SAS fastholder brændstoftillæg - andre fjerner det

Priserne på jetfuel er rekordlave i øjeblikket, og det har fået flere flyselskaber til reducere brændstoftillæggene, men SAS fastholder indtil videres sit tillæg.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Det skriver branchesitet Check-in og oplyser, at et ton flybrændstof i øjeblikket kan erhverves på spotmarkedet for under 600 dollar, hvilket er næsten 50 pct. lavere end samme tidspunkt sidste år.

Japan Airlines, de kinesiske flyselskaber, Air China, Shandong Airlines og Xiamen Airlines og Qatar Airways har allerede sænket tillæget eller står lige for at gøre det.

- På de hjemlige breddegrader venter mange på et udspil fra SAS. Der har ikke været ændringer i brændstoftillæg hos det skandinaviske flyselskab siden 4. april 2012, skriver branchesitet.

Fra SAS lyder det:

- Vi ser endnu ikke effekt af den faldende oliepris på omkostningerne, ikke mindst på grund af den høje dollarkurs. Derfor er der ikke lige nu planer om at reducere vores tillæg, siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen.

Finnair meddelte torsdag, at brændstoftillæget fjernes med øjeblikkelig virkning fra selskabets bonusbilletter i loyalitetsprogrammet Finnair Plus.

- Det er dog kun billetterne på de europæiske ruter samt ruterne til Tel Aviv og Dubai, der får fjernet tillægget. Tillæggene har tidligere været på mellem 15 og 40 euro per strækning, oplyser Check-in.

- Finnair Plus-medlemmer er vigtige for os, og vi ønsker fortsat at kunne tilbyde dem endnu større fordele. Køb af bonusbilletter er den mest populære måde at bruge Finnair Plus-point, og nu kan vores kunde får mere ud af deres point, siger Johanna Jäkälä, der er direktør for Finnair Plus.