SAS-ejendomme risikerer tvangsauktion

En gruppe ejendomme til en milliard kr. kan ende på tvangsauktion. Selskabet bag er ellers allerede til salg, men en investor med penge til gode kræver nu tvangsinddrivelse. Det kan føre til totalt kollaps.

Sas tidligere hovedkvarter til salg Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selskabet bag en portefølje af tidligere SAS-ejendomme ved lufthavnen er i fare for at få opsagt et lån på 530 mio. kr., og ejendommene kan dermed ende på tvangsauktion. Selskabet er allerede til salg, men nu bliver processen en tand mere dramatisk.

Risikoen for kollaps fremgår af en meddelelse fra selskabet Landic Property Bonds I, hvor en obligationsinvestor foreslår tvangsinddrivelse af 30 mio. kr., som skulle være udbetalt til obligationsejere i selskabet allerede i januar 2009, men som endnu ikke er betalt.



Ifølge bestyrelsen vil dette skridt alene føre til, at den tyske bank bag seniorlånet vil kræve sit lån indfriet omgående. Bestyrelsen er så stor en modstander af forslaget, at den ikke engang vil stemme for, selv hvis den får fuldmagter fra obligationsejere, som støtter forslaget.

Ledelsen forslår i stedet, at den som et led i salgsprocessen skal have lov til at sælge aktiver fra og kunne indfri de resterende obligationsejere før tid. Selskabets obligationsejere har dermed et klart valg, når de skal tage endelig stilling på et møde den 14. december.

Vagner spøger i kulissen

Selskabet er stiftet i 2003 af Ole Vagners Keops-koncern og var det første ejendomsselskab herhjemme, som finansierede sig ved at udstede obligationer til private - de såkaldte ejendomsobligationer, der var populære under højkonjunkturen, men siden har vist sig som et risikabelt produkt.

Sidenhen blev selskabet solgt til islændinge, og i dag er ejeren konkursboet efter Landic Property. Den oprindelige stifter Ole Vagner - der også er obligationsejer i selskabet - har for nylig forsøgt at købe selskabet tilbage, men forsøget strandede, og derfor er selskabet nu i gang med en bredere salgsproces.



Ole Vagner har tidligere udtrykt sin stærke utilfredshed med, at selskabet ikke har udbetalt de 30 mio. kr., som ejerne af den første obligationsserie har haft til gode i snart to år.

Han hævder, at der i den periode har været likvider nok til at udbetale pengene, mens selskabets ledelse fastholder, at der ville have manglet penge til at betale til f.eks. seniorlånet, hvis obligationsejerne skulle have haft deres til tiden.

Ledelsen påpeger, at obligationsejerne er sikret en forrentning på ti pct., og at pengene vil blive udbetalt til april næste år. Det hele afhænger dog af, hvordan salget forløber - og hvad obligationsejerne beslutter den 14.