SAS-chef om norsk strejke: Det truer SAS som koncern

De to norske pilotforeninger har stadig kurs mod en fuld strejke torsdag, og det kan true SAS-koncernen på lang sigt, siger topchef Rickard Gustafson. Norske medier erfarer, at partnerne nu mødes.

Topchef i SAS, Rickard Gustafson, siger, at de norske piloters potentielle strejke skader SAS langsigtet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bertil Enevåg Ericson / TT

SAS og topchef Rickard Gustafson har taget flere slagsmål med sine medarbejdere de seneste syv år end de fleste selskaber. Onsdag står den svenske fly-chef endnu engang i en hård forhandlingssituation, for de to norske pilotforeninger truer stadig med at nedlægge arbejdet med fuld effekt fra torsdag. Situationen er ganske alvorlig, påpeger Gustafson over for det norske erhvervsmedie E24.no.

»Dette truer SAS som koncern. Under en fire dages strejke i Sverige tabte vi 130 mio. svenske kroner. Da Norge er at af vores vigtigste markeder, er det klart, at dette er vældig alvorligt,« siger han med reference til sidste års relativt korte strejke blandt de svenske piloter.

Gustafson vil have styr på situationen i dag forklarer han, og norske medier skriver, at han har fået den norske rigsmægler til at indkalde til forhandlinger. Piloterne skulle hav sagt ja og mødes her klokken 14.00 onsdag.

Igennem flere uger har SAS forhandlet nye overenskomster med sine piloter. Først landede man en aftale med den svenske pilotforening, og i slutningen af sidste uge skrev de danske piloter under på en kontrakt, hvilket fik formand for den ene norske fagforening til at skrive til sine medlemmer, at »SAS-piloters evne til at spænde ben for hinanden er uovertruffen.«

Den formand var Jens Lippestad, og han ser gerne, at SAS tager kontakt, hvis de har ændret syn på deres krav i konflikten. Det sagde han, fra formiddagen inden rigsmægleren indkaldte til forhandlinger.

»Men der er ingen mening i at tage kontakt, hvis de (SAS, red.) kun vil gentage deres tidligere tilbud,« siger han til E24.

Uenigheden mellem SAS og piloterne handler først og fremmest om fleksibilitet. Mange piloter føler allerede nu, at det er svært at få familielivet til at hænge sammen, og derfor er man ikke meget for at give sig, når SAS nu vil have bedre muligheder for at planlægge piloternes flyvninger. Ifølge SAS vil nordmændenes krav svare til en omkostningsstigning på 25 pct., men det har de norske piloter indtil videre ikke forholdt sig til. SAS slyngede dog det samme tal ud omkring de danske overenskomstforhandlinger, og da kunne de danske piloter ikke genkende tallet.

Den danske pilotforenings formand, René Arpe, har også udtalt sig om den norske konflikt til DN.no.

»Principielt har jeg det syn, at jeg ikke kan forstå, hvorfor det virker umuligt at komme til enighed med samme ramme som i det opgør, som vi havde,« siger Arpe.

Jens Lippestad mener dog ikke, at man har fået sammenlignelige vilkår tilbudt. I en pressemeddelelse som DN.no referer fra, skriver han, at SAS havde kunnet få en aftale, hvis de norske piloter havde fået tilbudt samme vilkår som i Danmark og Sverige.

»SAS kunne undgå en strejke, hvis de havde givet os samme betingelser som vores kolleger i Danmark og Sverige med nationale tilpasning,« lød det til DN.no

Den udtalelse står Rickard Gustafson uforstående over for. Til samme medie siger han:

»Den udtalelse forundrer mig meget, for jeg sidder med et andet virkelighedsbillede. SAS lagde et forslag til en løsning på bordet, som er meget lig aftalen, vi er kommet frem til i Sverige og Danmark. Vi ønsker en ens (det norske ord »lik«, red.) aftale i alle tre lande,« siger Gustafson.

Passagerne i Norges lufthavne holder indtil videre vejret. Norske medier erfarer, at der foruden de nyligt genoptagne forhandlinger ikke har været kontakt mellem SAS og de norske piloter, siden forhandlingerne brød sammen mandag morgen. Tekniske set er de norske piloter allerede i strejke, men det er kun to piloter, som er taget ud af drift – i morgen vil det dog være samtlige piloter i Norge, som hives ud. Hvordan det konkret vil påvirke trafikken til og fra Kastrup er endnu uklart.