SAS bekræfter omstridt plan: Opretter center i Irland og baser i England og Spanien

SAS sætter nu flere ord på sin markante plan om at oprette baser i udlandet. Selskabet opretter et operationscenter i Irland og baser i både England og Spanien.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.
Læs mere
Fold sammen

SAS sætter nu flere ord på sin store plan om at oprette baser for flyselskabets operationer i udlandet. I en pressemeddelelse har SAS løftet sløret for, at man vil indregistrere sine fly i Irland og oprette baser i henholdsvis London og Spanien. Ifølge SAS vil de første flyvninger fra disse baser finde sted i vinteren 2017/2018, og det vil udgøre et mindre antal afgange for selskabet.

»På linje med SAS' strategi med at fokusere på rejsende, som rejser ofte til, fra og inden for Skandinavien, vil størstedelen af SAS' operationer fortsat være baseret i Skandinavien. Oprettelsen af ny baser betyder, at vi kan komplimentere vores skandinaviske produktion og over tiden bygge et endnu bredere netværk med et overlegen afgangsplaner til vores kunders gavn,« siger Rickard Gustafson, CEO i SAS.

SAS' planer har været omstridte, fordi selskabet altid har været baseret i Skandinavien og haft sine fly registreret her. I en luftfartsindustri, hvor flere selskaber flyver med meget kontroversielle ansættelsesvilkår, er der særligt i fagbevægelsen frygt for, at SAS' planer kan ramme ansættelsesvilkårene for SAS' piloter og kabinepersonale.

Planerne, som det skandinaviske luftfartsselskab netop har offentliggjort, ligger på linje med det, som Berlingske skrev for et par uger siden: At SAS vil indregistrere flere fly i Irland og oprette en base i London - i tillæg har SAS så også valgt at åbne en base i Spanien. I forbindelse med indregistreringen af fly i Irland sagde professor Peter Turnbull fra University of Bristol til Berlingske:

»Du får alle fordele ved en professionel luftfartmyndighed, men du registrerer også dine fly i et land, hvor ansættelseslove er mindre besværlige for selskabet. Hvis dit fly er registreret i Irland, så er dit arbejdssted også Irland. Så selv om din base er i London, så betyder det, at du kan ansætte folk på irske ansættelsesvilkår, som vil være billigere og mere fleksible.«

SAS har i mange år gået forrest i kampen mod såkaldt »regelshopping« i luftfartsindustrien og har såvel i medierne som på de bonede gulvede lobbyet kraftigt for, at EU indførte ens krav for alle luftfartsselskaber og tog stilling til, om man fortsat ville tillade de stærkt kritiserede arbejdsforhold, som nogle luftfartsselskabers ansatte arbejder under.

Et AOC i Irland og baser i England og Spanien virker som et brud med tidligere tiders filosofi, og det skal ses i lyset af, at luftfartsbranchen er presset af ekstremt lave priser, som leveres af de unge lavprisselskaber og selskaber uden for Europa, som understøttes af deres respektive stater.

SAS' præsenterede først sine planer om at oprette en base i udlandet i forbindelse med sit årsregnskab i december, og i den forbindelse sagde topchef Rickard Gustafson.

»Hvis ikke vi kommer igennem med det, så har vi ikke nogen langsigtet fremtid. Kunderne vil kun betale nogle få hundrede kroner for at flyve. Og hvis en spiller i markedet ikke vil tilpasse sine omkostninger, så prisen kan retfærdiggøres, så vil det gå galt på et tidspunkt. Så vi er nødt til at gøre det her. Det er et langsigtet og eksistentielt spørgsmål for os. Vi er nødt til at være konkurrencedygtige, for ellers bliver vi overhalet,« siger Rickard Gustafson.