SAS afviser af flytte medarbejdere for at spare penge

SAS vil ikke spare ved at flytte medarbejde til Blue1.

Foto: Steffen Ortmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SAS afviser tirsdag over for branchesitet check-in.dk at flytte sine medarbejdere og flyvemaskiner over i datterselskabet Blue1, selvom der er penge at spare på driftsomkostninger og lønninger.

Modellen, som ifølge Check-in.dk er benyttet af både Lufthansa, Austrian Airlines, Iberia og Finnair, fungerer ved, at ansatte og maskiner rykkes over i Blue1, der er et selvstændigt, børsnoteret selskab med andre overenskomster og aftaler end hovedselskabet SAS.

Men det er ikke aktuelt, siger koncerndirektøren Flemming Jensen.

- Der lægger ingen planer om, at Blue1 skal vokse. Vi kommer heller ikke til at flytte SAS-fly over i Blue1, fastslår han over for Check-in.dk.

Det drejer sig primært om, at SAS i efteråret fik forhandlet nye overenskomster for løn- og arbejdsvilkår med personalet, og dermed behøver koncernen ikke outsource internt.

- Der er ingen tvivl om, at vi har fået en helt anden produktionsplatform, efter at vi har fået forhandlet nye overenskomster på plads. Så det her handler ikke om at få produceret vores flyvninger billigere. Vi har det produktionsapparat vi har, og hvordan udnytter vi så det mest hensigtsmæssigt, siger Flemming Jensen til Check-in.dk

Han siger desuden, at det ikke handler om, at "flytte produktionsapparatet over på nogle andre platforme".

- Til gengæld vil vi have en produktionsplatform, som er konkurrencedygtig i markedet. Det er det, vi har arbejdet på, og det er det, vi fik med de nye overenskomster, understreger Flemming Jensen.