Santa Fe-CEO: Vi indretter os på lavere aktivitet hos bestående kunder

Santa Fe Group har droslet forventningerne ned til efterspørgslen hos selskabets bestående kunder, efter at tredje kvartal ikke bød på den aktivitet, som kunderne på forhånd havde indikeret.

Santa Fe CEO Martin Thaysen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

- Vi er blevet lidt mere forsigtige. Deres udmeldinger er stadigvæk, at aktivitetsniveauet kommer tilbage igen, men efter de sidste udmeldinger og det efterfølgende aktivitetsniveau, så er det ikke det, vi baserer vores fremtid på.

- Vi omstiller os lidt til, at vi nu nok er på et lavere aktivitetsniveau for vores eksisterende kunder, og så må vi simpelthen ud at vinde nye kunder, siger administrerende direktør Martin Thaysen fra Santa Fe til Ritzau Finans.

Dialogen med kunderne i foråret og hen over sommeren havde givet Santa Fe håb om et noget bedre tredje kvartal, end det som selskabet torsdag kunne offentliggøre resultatet af og derfor blev fulgt af en nedjustering af forventningerne til hele året.

Grunden til den lavere aktivitet forklares mere eller mindre specifikt.

- I UK gør brexit stadigvæk, at virksomhederne ikke har den aktivitet, de plejer at have. Men i Asien er der ikke rigtigt nogen gennemgående forklaring, ud over at de er lidt mere afventende med at flytte medarbejdere rundt.

- Det er ret skuffende, for det modsiger de meldinger, vi egentlig fik fra de fleste af vores kunder i løbet af foråret og hen over sommeren, at de egentlig forventede et stigende aktivitetsniveau - der har vi tværtimod set et større fald, siger Martin Thaysen.

I Australien har selskabet også set et vedvarende faldende aktivitetsniveau hos de bestående kunder, som blandt andet tæller kunder inden for "mining & resources", der i en årrække har været ramt af faldende aktivitet.

- Derfor ser vi mindre og mindre aktivitet i Australien, og det er ikke lykkedes os at vende det rundt ved at vinde nye kunder i nye industrier. Vi arbejder på at komme bedre ind i "financial services" og teknologisektoren, hvor Australien ser lidt bedre ud, siger Martin Thaysen.

Den udeblevne aktivitet har medført, at Santa Fe for andet kvartal i træk måtte nedjustere forventningerne. Det skete nemlig også i halvårsregnskabet, der blev præsenteret i august.

- Da vi havde vores sidste udmeldinger i august, der havde vi faktisk fået et ret godt input fra vores kunder i juli. Så i august og september vendte trenden ret markant, i forhold til hvor vi var i begyndelsen af det vigtige tredje kvartal, siger Santa Fe-direktøren om timingen for, hvornår selskabet konstaterede den lavere aktivitet end ventet.

Modsvaret til det blev omkostningsreduktioner gennem nedlæggelse af omkring 60 stillinger ved udgangen af tredje kvartal og yderligere 30 stillinger i oktober.

- Vi har taget de handlinger, vi skal tage på omkostningssiden, nu er der meget fokus på vækstsiden. Vi skal lande nogle nye kunder - det er det, som skal vende forretningen på længere sigt, siger Martin Thaysen.

/ritzau/FINANS