Det 72 sider lange tilbud landede tungt på bordet hos departementschef Michael Dithmer i ministeriet i Slotholmsgade i det indre København. Som kunne man mærke, at det handlede om milliarder af kroner.

100 milliarder for at være mere præcis.

Datoen var den 26. november 2008, og modtageren var udover Michael Dithmer daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K). Bare dagen før havde de danske politikere bag forliget om Bankpakke 1 begyndt forberedelserne til en ny hjælpepakke, og den 200 år gamle konsulentvirksomhed Rothschild var med sit tilbud klar til at hjælpe med at strikke den sammen.

I en højspændt weekend i oktober havde de danske toppolitikere ellers i al hast udarbejdet Bankpakke 1 og stillet sig bag samtlige af landets banker i en historisk aktion, hvor Danmark reelt blev pantsat for at holde hånden under en vaklende finanssektor i kølvandet på Lehman Brothers' kollaps.

Dårligt var den første bankpakke imidlertid præsenteret for offentligheden, før det stod klart, at det udspændte sikkerhedsnet ikke var tilstrækkeligt, at problemerne for den danske banksektor langtfra var løst, og at endnu en bankpakke var nødvendig. Den sidste onsdag i november landede de 72 sider på bordet hos departementschef Michael Dithmer. Det tophemmelige »Project Horizon« begyndte at tage form.

Hvilken historie vil du helst læse? Der bliver fortalt to versioner af begivenhederne, der førte frem til vedtagelsen af Bankpakke 2 i februar 2009. Bag hver af historierne er der stærke interesser på spil.

Den første historie fortæller, hvordan de danske skatteborgere betalte dyrt for at redde en nødlidende banksektor, hvor højtbetalte, grådige og alt for risikovillige bankdirektører havde spekuleret os alle ud i en ødelæggende finanskrise.

Den anden handler om, hvordan en uansvarlig økonomisk politik forstærkede en global finansiel krise i Danmark, som kastede finanssektoren ud på dybt vand, og hvor regningen for en nødvendig redningskrans fra de danske skatteborgere blev dyr.

»Sandhed er, hvad dine medmennesker lader dig slippe af sted med,« har den amerikanske filosof Richard Rorty konstateret om vores opfattelse af begrebet sandhed.

Selv om det er fire år siden, så er fortællingen om bankkrisen i Danmark og tilblivelsen af bankpakkerne langtfra enslydende.

Hvad er op, og hvad er ned? Og findes der en sandhed?

Berlingske har kulegravet forløbet op til vedtagelsen af både den første bankpakke i oktober 2008 og vedtagelsen af den anden bankpakke i februar 2009. I december fortalte vi første del om Bankpakke 1, der blev udarbejdet i al hast, mens finansverdenen stod i flammer.

Ud fra dokumenter og en lang række samtaler med de væsentligste aktører i arbejdet med Bankpakke 2 forsøger vi at fortælle hele historien om en af de største redningsaktioner i danmarkshistorien, der skulle sikre selve den danske samfundsøkonomi fra at komme i knæ.

»Danmarkshistoriens største røveri« blev Bankpakke 2 for nylig kaldt. Finanseliten havde snydt danskerne, måtte man forstå. Omvendt hævder finanssektoren og den daværende borgerlige regering, at skatteborgerne har tjent mere end godt på at redde de nødlidende banker.

Men hvem snød egentlig hvem?

Idéen til Bankpakke 2 blev født i en tid, da bankdirektørernes imagekonto blinkede rødt. Roskilde Bank var krakket i sommeren 2008, og bankens direktør, Niels Valentin, blev det første symbol herhjemme på de grådige bankdirektører. Da året lakkede mod enden, blev den ombejlede fitness- og forretningsguru Stein Bagger personificeringen på en boble, der brast, da hele hans succes viste sig at blive holdt i luften af en sky af varm luft, storhedsvanvid og gemen svindel. Krakket i en af verdens største investeringsbanker, amerikanske Lehman Brothers, gjorde sammen med bankernes generelle problemer med at holde sig oven vande kun den hurtige branches image endnu dårligere.

Modsat den første bankpakke blev Bankpakke 2 til i en stemning af folkelig opstand, finansiel klapjagt og højspændt politisk drama. Den daværende opposition anført af Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt krævede en række indgreb over for bankerne. Blandt andet ønskede man at sætte en effektiv stopper for aktieoptioner til bankdirektørerne, der desuden højest måtte tjene 2,5 mio. kr. om året.

Samtidig blev Bankpakke 2 et forløb, der cementerede S-SF som ny akse i dansk politik, og dermed i høj grad var med til at bane vejen for den nuværende regering, da Villy Søvndal insisterede på, at SF skulle være en del af Bankpakke 2, og mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens vilje endte med at sikre venstrefløjspartiet en plads ved forhandlingsbordet.

Et bredt politisk flertal endte med at stå bag aftalen. Kun Enhedslisten stod uden for forligskredsen, der endte med at stille 100 milliarder kr. til rådighed for de danske banker og realkreditinstitutter.

Mens politikerne tog avisernes forside i den periode, arbejdede en række nøglepersoner i kulissen med at forberede den anden bankpakke. Hovedrollerne i det tilbagetrukne embedsmandsværk blev indtaget af den mangeårige departementschef Michael Dithmer fra Erhvervs- og Vækstministeriet samt ministeriets daværende finansdirektør, Ulrik Nødgaard, som sidenhen er blevet direktør for Finanstilsynet.

De tekniske detaljer og de forskellige løsningsmodeller havde de to topembedsmænd dog lagt over til Rothschild, der i finanskredse har opdyrket et særligt og eksklusivt ry.

Virksomhedens historie går tilbage til 1744, hvor Mayer Amschel Bauer blev født i Frankfurt am Main. Det fortælles, at han skiftede navn til Rothschild efter det røde skilt, der hang ud for hans kontor, og som jøde var det begrænset, hvad han kunne beskæftige sig med. Mayer Amschel Rothschild kastede sig over pengesager. Og med succes.

Han blev kapitalforvalter for landgreven af Hesse-Kassel, Wilhelm IX, som på det tidspunkt var den rigeste mand i Europa. Pengene ynglede, og mens Wilhelm IX blev rigere, voksede Rothschilds egen formue også, blandt andet på at arrangere afregningen for britisk betaling for tyske lejesoldater. Ifølge erhvervsmagasinet Forbes er Mayer Amschel Rothschild grundlæggeren af international finansvæsen og den syvende person på listen over verdens 20 mest indflydelsesrige erhvervsfolk gennem tiden.

I 2008 var Rothschild eftertragtet af stort set de samme årsager. Rådgiverne hos Rothschild er dygtige. De er uafhængige. Og de er dyre. Måske derfor var det hér, den danske stat igen søgte råd, som det var tilfældet, da man skulle sælge en stor aktiepost i teleselskabet TDC.

For de i alt 80 millioner kroner stillede Rothschild da også et helt hold eksperter til rådighed for at hjælpe den danske stat i bestræbelserne på at sikre den danske økonomi. I spidsen stod svenskeren Henrik Ljungberg, der var investeringsbankens daværende skandinaviske direktør. Og konklusionen til departementschef Michael Dithmer, de øvrige betroede embedsfolk samt toppolitikerne var klar:

»Den danske redningspakke er på nuværende tidspunkt mindre favorabel end dem i andre lande, og efter vores opfattelse vil det kræve et kapitalindskud for at forøge kapitalen i de danske banker og for at modvirke systemiske risici i fremtiden,« hed det i Rothschilds rapport.

Med andre ord: Sikkerhedsnettet i Bankpakke 1 var utilstrækkeligt. Det var bydende nødvendigt også at stille kapital til rådighed for de danske pengeinstitutter.

Der er to forklaringer på vejen hen til den konklusion, som Rothschild nåede i dokumentet den 26. november.

Ifølge den officielle version var Bankpakke 2 en kreditpakke, der skulle modvirke en såkaldt kreditklemme, hvor bankerne helt stoppede med at låne penge ud til skade for samfundet. Det ville ske, hvis den igangværende finanskrise spredte sig til den almindelige samfundsøkonomi, og bankerne ikke længere kunne få alle de penge tilbage, som de havde lånt ud i opgangstider. Derfor var det i alles interesse at stille penge til rådighed for bankerne. Det dystre alternativ kunne nemlig være, at bankerne skulle til at opsige lån for milliarder for at slanke balancerne og sikre den finansielle polstring.

Det var altså en pakke til sunde banker, der fortsat skulle kunne låne penge ud til virksomheder og private. Ikke en pakke, der skulle redde usunde banker, bliver det understreget igen og igen.

Det er den venlige forklaring. En anden lyder, at Bankpakke 2 netop skulle redde usunde banker. For mens Bankpakke 1 hjalp bankerne med at skaffe kolde kontanter, frisk likviditet, så var der stadig banker, der havde et alt for tyndt kapitalgrundlag at leve på. Derfor måtte staten endnu engang træde til og redde de nødlidende banker, og det skulle betalingen modsvare, lyder argumentet.

Det er her, at de to forskellige fortællinger kommer ind i billedet. Der kan sådan set findes dækning for begge forklaringer. Der var således banker, der havde et alt for tyndt kapitalgrundlag og havde brug for kapital fra staten. Det fremgår sort på hvidt i et dokument fra det omfattende materiale bag Bankpakke 2, som Berlingske har gennemgået.

»Det er vurderingen, at mange banker vil kunne få problemer med at opfylde deres solvenskrav, hvis den finansielle krise for alvor forplanter sig til realøkonomien. Det lægger et stort pres på pengeinstitutterne, da private investorer som følge af den finansielle krise er meget tilbageholdende med at skyde kapital ind i bankerne,« lyder det i dokumentet dateret 8. januar 2009 og med overskriften »Om behovet for kapitaltilførsel til kreditinstitutterne«.

I dokumentet lyder det dog videre:

»Uden adgang til den nødvendige kapital kan pengeinstitutterne kun modgå risikoen for større tab ved at slanke balancerne gennem en stramning af lånevilkårene for virksomheder og husholdningerne,« hedder det blandt andet.

Noget måtte gøres i en fart. Da løsningerne på bankkrisen i 2008 og 2009 skulle findes, var det i høj grad ubetrådt land for politikere og embedsmænd.

Bevares. Der havde været en bankkrise i 1990erne, men den krise tålte ingen sammenligning med problemerne i 2008 og 2009. I stedet skal man helt tilbage til 1922 for at finde en krise til sammenligning. Dengang blev bankdirektør Emil Glückstadt udråbt som den store syndebuk i Landmandsbankens krak. Landsmandsbanken, der med A.P. Møllers hjælp efterfølgende blev genrejst, og i dag hedder Danske Bank, var dengang Skandinaviens største bank, men kollapsede efter voldsomme fejlslagne spekulationer. Glückstadt kunne i 1922 kigge ud ad vinduet på sit kontor i Holmens Kanal over på Nationalbanken, der dengang måtte træde til og hjælpe banken. I arkiverne kan man i dag finde billeder af bude, der bringer pengesække over gaden fra Nationalbanken til Landsmandsbanken.

I september 1922 konkluderede en bankkommission, at sammenbruddet skyldtes bankens ledelse med Emil Glückstadt i spidsen. Det var den altovervejende forklaring både dengang og i eftertiden, men den forklaring var langtfra den eneste, påpeger professor i bankhistorie Per H. Hansen fra Copenhagen Business School

»Axel Nielsen, professor i økonomi ved Københavns Universitet, mente omvendt dengang, at det var Nationalbankens fejlagtige pengepolitik, der havde ført til problemerne, mens Socialdemokraten mente, at årsagen skulle findes i selve det kapitalistiske system. Der var kort sagt konkurrerende fortællinger, men næppe en endegyldig sandhed,« siger han.

I 2008 var situationen ikke ulig den i 1922. Staten måtte igen stille penge til rådighed for blandt andet Danske Bank, der balancerede på kanten af afgrunden efter en aggressiv, international vækststrategi med opkøb af banker i Finland og Irland, og Danske Bank-direktør Peter Straarup kunne nyde udsigten til Nationalbanken fra selvsamme kontor som sin forgænger Emil Glückstadt.

Ole Lange, professor emeritus i virksomhedshistorie på Copenhagen Business School, ser en lige linje fra bankkrisen i 1922 til bankkrisen i 2008 og 2009.

Han peger på, at bankkrisen i 1920erne havde sit udspring i voldsomme spekulationer og en meget lemfældig regulering af de finansielle markeder. Efter den krise strammede politikerne kontrollen gevaldigt med de finansielle markeder, men fra 1960erne frem til 1980erne blev reguleringen af markederne blødt op igen.

»Regeringen og Folketinget slap grebet og kontrollen med de finansielle markeder, og der var måske forståeligt nok ikke selvdisciplin hos bankdirektørerne til at tage hensyn til helheden. De går efter kortsigtede profitter. Det var en naturlig reaktion under den uhæmmede liberalisme. Derfor skal der sættes ind med restriktioner mod den slags. Det svære er selvfølgelig at afbalancere det med hensynet til det frie initiativ, så man undgår overophedning og for stor grådighed,« siger Ole Lange.

Og præcis som i 1920erne foregår der i dag en kamp om den rigtige udlægning af fortællingen om bankkrisen og bankpakkerne. I 1920erne blev Glückstadt syndebuk, og i dag har tidligere Danske Bank-topchef Peter Straarup i manges øjne fået samme rolle.

Om den skæbne er fortjent eller ej for Straarup, der i dag er pensionist, vil lektor Martin Jes Iversen fra Center for Virksomhedshistorie på CBS ikke bedømme. Men han mener, at finanssektoren og politikerne har været for gode til at slippe af sted med at forklare finanskrisen som en konsekvens af en global krise.

»Det her var en krise ’Made in Denmark’. De store udlånsoverskud i bankerne, bankernes voldsomme gearing, et ikke tilstrækkeligt tilsyn og en uansvarlig politisk styring plus alle danskernes friværdifest. Det var årsagerne, og de var danske. Så hold op med at tale om det amerikanske subprime-lån eller andet. Den stærke fortælling fremover skal være, at vi selv skabte krisen,« siger Martin Jes Iversen.

Manden er synligt rystet. Foran et enormt presseopbud og blitzende kameraer erklærer han sig som offer for et gigantisk svindelnummer.

1. december 2008 fortæller bestyrelsesformand Asger Jensby på et hasteindkaldt pressemøde om Stein Baggers flugt fra Dubai og fupnummeret i IT Factory. Leasing-karrusel bliver et af tidens mest brugte ord.

December 2008 gjorde således kun ondt værre for bankernes imageproblemer herhjemme, og det hjalp ikke, da den amerikanske storsvindler Bernie Madoff blev afsløret kort tid efter Bagger.

Mens bankerne kæmpede med overtræk på image-kontoen, arbejdede Henrik Ljungberg og holdet fra Rothschild videre med at strikke forskellige løsninger for den kommende redningspakke til de danske banker sammen i »Project Horizon«.

Opdraget fra den danske regering til rådgiverne var klart og bestod blandt andet af disse hovedpunkter:

Oprethold et stabilt banksystem, tø kreditmarkederne op og øg bankernes udlån. Samtidig skal det helst være en privat og markedsbaseret løsning, som er simpel og kan forstås af offentligheden.

Opdraget forholdt sig desuden til en eventuel statslig direkte investering i bankerne:

»Der skal være en klar exit-plan, og så skal der være ’value for money’. Altså en passende »upside« for statens investering,« lød det i papirerne.

Herefter ville aktionærerne i de deltagne banker blive udvandet til fordel for staten, der således kunne få del af en eventuel kursstigning i de banker, der tog mod statslånet.

Men der var en række problemer, kunne Rothschild fortælle.

Først og fremmest vurderede Rothschild, at det på daværende tidspunkt sandsynligvis kun var Danske Bank, der var i stand til at hente penge på aktiemarkedet ved en aktieemission. Nordea blev i den forbindelse regnet som en svensk bank. Samtidig påpegede Rothschild, at mange banker havde komplicerede aktiestrukturer, som ville gøre en eventuel aktiepost til staten illikvid, hvilket ville betyde, at aktierne ville være svære at sælge igen. Derudover understregede Rothschild, at løsningen skulle være frivillig for bankerne at deltage i.

Det var på det grundlag, at de politiske forhandlinger blev indledt i begyndelsen af januar. »Project Horizon« skulle i luften.

Det var et stykke meget eksklusiv rådgivning, som politikerne skulle tage stilling til. Regningen til advokatvirksomheden Kromann & Reumert og Rothschild for rådgivningen endte med at løbe op i 100 millioner kroner, hvoraf Rothschild alene tegnede sig for de 80 millioner kroner. Af de penge betalte staten dog kun fem mio. kr. for den indledende rådgivning, mens bankerne betalte resten i forbindelse med de enkelte lån.

Efter et enkelt møde i både november og december 2008 tog mødeaktiviteterne i forligskredsen bag bankpakkerne til fra torsdag den 8. januar 2009, og de forskellige forligspartier sendte et hav af spørgsmål til ministeriet. Ugen efter var der igen forhandlinger både mandag, onsdag, torsdag, fredag  og søndag den 18. januar klokken 20 blev aftalen så præsenteret.

Helt frem til de allersidste møder var den omstridte upside-model på bordet som løsningsmodel. Forklaringen fra deltagere i processen lyder i dag, at Rothschild-rådgiverne havde modellen med på grund af de forskellige politiske krav til indholdet af en ny bankpakke.

De afgørende møder fandt sted onsdag den 14. januar 2009,. Topforhandlerne fra partierne var med. Rundt om bordet sad blandt andet Helle Thorning-Schmidt (S), Margrethe Vestager (R), Kristian Thulesen Dahl (DF), Ole Sohn (SF). Regeringen var repræsenteret ved daværende erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K) og daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).

En anelse usædvanligt blev de politiske forhandlinger den dag afsluttet med italiensk rødvin, en god bøf med pebersauce og kartoffelbåde til.

»Det hører til sjældenhederne, at man afslutter de politiske forhandlinger med en stor middag, men det havde været et længere forløb, og der var mange milliarder på spil,« som en af deltagerne husker om aftenen.

Først da klokken havde passeret 22 og efter middagen præsenterede Lene Espersen og Lars Løkke Rasmussen planen for bankerne efter aftale med de andre forligspartier. Det er her, at Finansrådets daværende formand, tidligere Nordea-direktør Peter Schütze, gør det fuldstændig klart for regeringstoppen, at en sådan model formentlig ville betyde, at brugen af den model ville få en lang række banker til at betakke sig.

Indvendingerne bliver præsenteret for forligspartierne, der reagerer meget forskelligt. Kristian Thulesen Dahl svarer, at man så må finde en anden løsning. Helle Thorning-Schmidt bliver sur og vred, mens Ole Sohn appellerer til, at man må få så meget som muligt ud af situationen.

Upside-modellen ryger derfor af bordet i forhandlingerne og bliver erstattet af rentevilkår for lån af de 100 mia. kr. på mellem 9 og 12 procent, og det fik for nylig gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) til at karakterisere manøvren som »Danmarks-historiens største røveri«.

Regeringens benævnelse af bankpakken som »Kreditpakken« er vigtig, idet den skulle sikre udlån til sunde virksomheder og altså ikke redde usunde banker. Faktisk skulle bankerne til en form for eksamen hos Økonomi- og Erhvervsministeriet for at blive kendt egnet. Det var det afgørende stempel, så nogle banker ikke behøvede at deltage i Bankpakke 2, men blot kunne hente kapitalen på almindelig vis på markederne.

Men af papirerne fra forhandlingerne fremgår det imidlertid også, at der var en stribe banker, der havde brug for Bankpakke 2. Af en opgørelse fra Finanstilsynet fremgår det, at en stribe banker allerede i sommeren 2008 havde endog meget lave solvens- og kapitalprocenter. En liste, der i overvejende grad kan bruges som et slags forvarsel om visse af de banker, der senere fik problemer.

Tilbage står altså spørgsmålet om, hvem der blev snydt. Regnestykket synes at ende med det facit, som man leder efter, for det er vanskeligt at finde sandheden om bankpakkerne, påpeger professor Per H. Hansen.

»Der er to fortællinger. Hvis man har den grundholdning, at bankerne har været skurke op til og under finanskrisen, så vil man nok slutte sig til den fortælling, at bankpakkerne har været en gave til bankerne. Hvis man omvendt har den grundholdning, at det var uansvarlig økonomisk politik af regeringer og centralbanker samt overregulering af bankerne, der lå bag krisen, så vil man nok tilslutte sig den modsatte holdning,« siger Per H. Hansen.

Et udvalg nedsat af den nuværende regering og med professor Jesper Rangvid i spidsen er i gang med at kulegrave årsagerne til finanskrisen, og her vil også forløbet op til Bankpakke 2 og priserne på de lån, som bankerne fik, komme under kritisk lup. I den brede offentlighed er svaret dog, som Jyllands-Posten kunne fortælle i den forgangne uge, at danskerne i modsætning til andre lande i højere grad placerer skylden for krisen hos bankerne end politikerne.

De samme vinde blæste, da historien om Landsmandsbankens krak skulle skrives, fortæller Per H. Hansen:

»Fortællingen om Landmandsbankens krak er i dag en fortælling om grådighed og ikke om statens rolle. Så den populære fortælling om den grådige bankdirektør vandt. Det er en mere folkelig og nem forklaring, og meget tyder på, at den samme fortælling om bankkriserne i Danmark i 2008 og 2009 vil vinde.«

Den 3. februar 2009 blev Bankpakke 2 vedtaget.

Artiklen blev første gang bragt d. 26 janar 2013