Samsungs nye toptelefon sætter rekord

Over 200.000 sydkoreanere har allerede forhåndsbestilt den nye Galaxy Note 7, som kommer til Danmark 2. september.

Samsungs nye toptelefon, Galaxy Note 7, står allerede nu til at blive en salgssucces. Her er det Samsungs mobilchef, Koh Dong-jin, der præsenterer telefonen med den digitale pen, tidligere på måneden. Arkivfoto: Kim Hee-chul, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: KIM HEE-CHUL

Endnu inden nogen overhovedet har haft mulighed for selv at trykke på skærmen, er mobilgiganten Samsungs nyeste toptelefon, Galaxy Note 7, blevet en kæmpe succes.

Over 200.000 telefoner er allerede blevet bestilt på forhånd i hjemlandet Sydkorea, og det er ifølge avisen Korea Herald det største antal forhåndsbestillinger for en Galaxy-telefon nogen sinde.

Det er over dobbelt så mange, som havde forhåndsbestilt Galaxy S7-telefonen, da den kom som toptelefon for et halvt år siden.

Samsung, der er verdens største mobilproducent, præsenterede Galaxy Note 7 den 2. august for at få telefonen ud i så god tid som muligt, inden Apple for en stund ventes at overtage rampelyset med sin iPhone 7, der kommer til september.

7.000 kroner i Danmark fra september

Galaxy Note 7, som kommer i handelen 19. august i Sydkorea, USA og Canada og 2. september vil nå Danmark til en pris på 6.699 kroner, er 5,7 tommer stor og har - som alle tidligere telefoner i Note-serien - en digital pen. Den nye model har blandt nyhederne øjenæblescanner, som man kan låse telefonen op ved at kikke på den, og filmvisning med den nye HDR-billedforbedringsteknologi. Skærmen buer rundt om kanten ligesom Galaxy S7 Edge, og både telefon og pen er vandtætte.

Samsungs mobilchef, Koh Dong-jin, lod allerede få dage efter præsentationen forstå, at Samsung regner med, at Galaxy Note 7 bliver en sællert, der overgår tidligere telefoner i serien.

Meldinger fra Canada viser også, at forhåndsbestillingerne er langt flere end forventet.

Samsung overvejer at producere Galaxy Note 7 i en ny udgave med 128 gigabyte lagerplads. Som standard kommer Galaxy Note 7 med 64 gigabyte.