Samsungs Galaxy S9 får snigpremiere i januar

Mobilgiganten ventes at vise sine kommende toptelefoner frem flere måneder før ventet.

Galaxy S8 og S8 Plus, som kom i foråret, får allerede lige efter årsskiftet efterfølgere. Arkivfoto: Brendan McDermid, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID

Samsung pønser på at være klar med sine kommende Galaxy S9-toptelefoner flere måneder før ventet.

Muligvis vil Galaxy S9 og S9 Plus allerede blive vist frem, når verdens største forbrugerelektronikmesse, Consumer Electronics Show (CES), slår dørene op i den amerikanske spilleby Las Vegas i den første hele uge af januar, skriver det normalt velinformerede netnyhedssted Venture Beat. Det er omkring halvanden måned tidligere end forventet.

Ifølge kilderne står det endnu ikke klart, hvor mange detaljer om de kommende toptelefoner Samsung vil dele på CES, hvor verdens øjne er rettet mod alle de nye elektronikprodukter. Normalt lancerer Samsung sine Galaxy S-telefoner i forbindelse med verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, som holdes i Barcelona i Spanien i begyndelsen af marts, og tilsyneladende vil den sydkoreanske mobilgigant fortsat holde den officielle lancering af S9-telefonerne sidst i februar eller i begyndelsen af marts.

Ligner til forveksling forgængerne

De nye toptelefoner ser umiddelbart ud til at blive mindre opdateringer af dette års modeller, og med snigpremieren håber Samsung muligvis at undgå, at luften går af ballonen før lanceringen, fordi alle detaljerne er sluppet ud forinden, sådan som det skete ved Apples lancering af de nyeste iPhone-telefoner tidligere på efteråret.

Galaxy S9-telefonerne vil ifølge Venture Beat ligne S8-telefonerne med skærme på 5,8 tommer på S9 og 6,2 tommer på S9 Plus. Begge vil få samme super-AMOLED-skærme og buede hjørner som forgængerne. De vil blive udstyret med mere RAM-arbejdshukommelse, nemlig 6 gigabyte mod nu 4 gigabyte, og vil - ligesom den mere erhvervsrettede toptelefon Galaxy Note 8, som kom i efteråret - få dobbeltkamera, så billederne vil stå bedre og klarere.

Både S9 og S9 Plus får 64 gigabyte lagerplads, som kan suppleres med et microSD-kort, og de vil stadig have det traditionelle hovedtelefonstik, så man ikke skal nøjes med trådløse hovedtelefoner, sådan som Apple har gjort det til standard ved at afskaffe stikket på sine nye iPhone-telefoner.

Softwaren vil især rykke

Flere forventer, at det bliver på softwaresiden, at Samsung for alvor skal gøre en forskel i forsøget på at stjæle interessen fra Apples nyligt lancerede iPhone X. Den er Apples hidtil dyreste telefon og koster - i den største udgave - over 10.200 kroner herhjemme. Mange af nyskabelserne er dog kun nye i Apple-verdenen, mens Apples konkurrenter allerede har haft funktionerne i deres telefoner i op til mere end et år.

Samsung menes med S9-telefonerne at være klar til at rykke frem i bussen ved at bruge kunstig intelligens og maskinlæring, sådan som både Apple og Huawei har gjort til langt væsentligere brikker i deres nyeste telefoner - Huawei med sine Mate 10-telefoner.

Samsung er verdens største mobilproducent og sidder på 22,3 procent af verdensmarkedet, takket være et godt salg af Galaxy S8-telefonerne og Galaxy Note 8. Apples markedsandel på verdensplan er 12,5 procent, viser de nyeste tal fra analysehuset IDC, der følger teknologimarkederne tæt.