Samsung stjæler rampelyset i Berlin

Det kan godt være, at elektronikmessen IFA officielt først åbner i dag. Men det betyder langtfra, at producenterne kan vente så længe med at præsentere deres nye grej.

Det er Samsungs »smartwatch« Galaxy Gear med en masse indbyggede funktioner, der er det helt store samtaleemne på årets IFA-messe i Berlin. Foto: Fabrizio Bensch Fold sammen
Læs mere

Berlin: Det er Samsungs nye, smarte ur, der er løbet med overskrifterne forud for elektronikmessen IFA i Berlin, men messen byder også på syleskarpe skærme, tavle-PCer i overflod og nye branchetal.

Samsungs ur er dog det helt store sam-taleemne. Det går under navnet Galaxy Gear, og det »taler« med din telefon. Det lader dig besvare opkald og fortæller dig, når der er e-mail og SMSer. Uret har et indbygget kamera på 1,9 megapixels, der kan optage videoer på op til ti sekunder i HD. Galaxy Gear har desuden talegenkendelse, så man kan foretage telefonopkald direkte fra uret.

Prisen på uret vil være 299 dollar, og ifølge Samsung vil uret holde til en dags brug, før det skal oplades. Du må altså pænt sætte det i strømstikket ved siden af din smartphone, når du går i seng.

Det ikke kun Samsung, der præsenterer nyt grej til dit håndled. Chipproducenten Qualcomm viser uret Toq, der også har touchskærm. Det ur skulle angiveligt holde strøm i tre til fem dage.

Knivskarpe skærme

En af tendenserne på IFA-messen er skærme med høj opløsning. Samsungs nye Note 10.1-tablet har en skærm, der tæller hele 2.560 gange 1.600 pixels. Altså en betydeligt højere opløsning end Apples Retina iPad. Og næsten dobbelt så høj opløsning som de fleste fjernsyn. Også taiwanesiske Asus løfter sløret for sine nye produkter. Mest interessant er den opdaterede version af den anmelderroste ultrabook, Asus Zenbook. Skærmen får et nøk opad med en touchskærm på 2.560 gange 1.440 pixels.

Sony præsenterer sin nye topmodel, Sony Xperia Z1. Telefonens skærm på fem tommer er er i full-HD, men den mest imponerende opløsning findes i kameraet. Her har japanerne proppet hele 20 megapixel ind i den optiske sensor. Ifølge Sony er kameraet endvidere i stand til at tage over 30 billeder i sekundet.

Hvad kan vi forvente?

Udstillingsområdet i de kæmpemæssige messehaller er i år vokset med to procent til 145.000 kvadratmeter. Sidste år trak messen 240.000 besøgende, både fagfolk og den menige hr. og fru Tyskland til, som også kan kigge og mærke.

Og det vil være alt, der kan sættes strøm til, de besøgende kan kigge på. Alt fra tablets til vaskemaskiner. Tradionen tro vil producenterne præsentere et væld af fjernsyn, computere og tavle-PCer.

Med hensyn til nye fjernsyn er der især to tendenser. Opløsning i ultra-HD og internet-adgang. Ifølge en nylig tysk undersøgelse kan 77 procent af alle solgte fladskærme nu kobles til nettet. Det er lige nu omkring 14 millioner tyske fjernsyn.

Netforbindelse fra et TV er ingen nyskabelse, men indholdet og overblikket samt betjeningen af det har hidtil været så ringe, at mange har betragtet det som et eksperiment og ikke et seriøst bud på, hvad fladskærmen – også – kan bruges til.

Den nye TV-billedstandard, ultra-HD, medfører, at TV-billederne vil være i fire gange højere opløsning end dagens full-HD, som de fleste nyere fladskærmsfjernsyn præsterer. Dermed vil billedet stå langt skarpere, og det samme vil prisen i den første tid.

Elektronikmessen IFA åbner officielt i dag. Berlingske er til stede på messen i Berlin og vil dagligt berette fra messen på b.dk og i Berlingske Business.