Samsung ramt af vigende mobilsalg

Det er slut med rekordregnskaberne for verdens største mobilproducent.

Samsungs Galaxy-telefoner er fortsat den væsentligste indtjening for mobilgiganten, som dog oplever tilbagegang. Foto: David Chang, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID CHANG
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For første gang i mere end to år må den sydkoreanske elektronikgigant Samsung konstatere, at indtjeningen går tilbage.

Overskuddet i 4. kvartal faldt med seks procent og betyder nu, at Samsung skærer ned på sit navnkundigt store markedsføringsbudget.

Samsung er verdens største producent af mobiltelefoner, fladskærmsfjernsyn og hukommelseschips. Det dårlige regnskab var ventet, fordi Samsung i begyndelsen af januar lod forstå, at blandt andet en milliardbonus til medarbejderne og et presset mobilsalg ville kunne aflæses på bundlinien.

Mobilsalg ramt af nedgang

Regnskabet fredag morgen, dansk tid, svarer til de tidligere udmeldinger og viste et overskud på 8,3 billioner won (42,3 milliarder kroner), seks procent mindre end for et år siden. Men mobildivisionen, som står for størstedelen af indtjeningen i Samsung Electronics, gik 18 procent tilbage til 5,47 billioner won i forhold til rekordresultatet på 6,7 billioner i juli-september, formodentlig ramt af lanceringen af Apples nye iPhone-telefoner, som trak opmærksomheden væk fra Samsung.

Julekvartalet er normalt her, hvor elektronikproducenter henter op mod 30 procent af årets omsætning hjem. Men mange af de store mobilmarkeder er nu mættet. Folk har allerede købt en smartphonetelefon og har ikke brug for at skifte den ud med en nyere model, som efterhånden heller ikke leverer afgørende nye funktioner.

Og udsigterne for første kvartal ser ikke lysere ud. Samsung regner dog med, at der igen kommer gang i markederne i andet halvår. Samsung sidder i dag på omkring 35 procent af det globale smartphonemarked.

Gigantisk bonus til alle

Den stærke, sydkoreanske won skaber eksportproblemer for Samsung, fordi produkterne dermed bliver dyrere.

En væsentlig årsag til det dårligere resultat er dog udbetalingen af en særlig bonus til alle ansatte for at fejre 20-årsdagen for den strategi, som har gjort Samsung til verdens største elektronikproducent. Omkring fire milliarder kroner er blevet udbetalt i den anledning.