Samsung og Apple ryger fredspibe

Alle retssager om kopiering af design og funktioner bliver nu trukket tilbage uden for USA.

Samsung og Apple er blevet enige om at droppe retssagerne mod hinanden i en lang række lande. I USA fortsætter slagsmålene om designligheder og ens funktioner dog. På billedet ses en iPhone 5 (øverst) og en Galaxy S4, som er væsentlige spillere i retsstridighederne. Arkivfoto: Kim Hong-Ji, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: KIM HONG-JI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange års kamp om designdetaljer og lidt for kraftig, gensidig inspiration mellem mobilgiganterne Samsung og Apple bilægges nu - uden for USA.

Siden 2011 har sydkoreanske Samsung og amerikanske Apple kæmpet i retterne i en lang række lande, hvor de gensidigt har beskyldt hinanden for design- og funktionstyveri og krævet indført salgsforbud mod modpartens mobiltelefoner og tavle-PCer.

Fred omfatter ikke licensspørgsmål

Stridshanerne er nu imidlertid blevet enige om at bilægge alle sager uden for USA, oplyser de to i en fælles meddelelse. Det gælder sager, som stadig kører i Australien, Japan, Sydkorea, Tyskland, Holland, Storbritannien, Frankrig og Italien.

De verserende patentsager i selve USA fortsætter dog. Freden gælder dog ikke spørgsmålet om licenser, hvor den ene part køber ret til at bruge den anden parts teknologi.

Samsung er verdens største mobilproducent efter for to år siden at have slået Apple af pinden som den største smartphoneproducent og siden finske Nokia som den største mobilproducent overhovedet.

Der har længe været optræk til en bilæggelse af stridighederne. I juni aftalte Apple og Samsung at trække en patentsag tilbage fra USAs internationale handelskommission, og Apple og Google aftalte i maj ligeledes at droppe sager mod hinanden.

Kulørte retssager

Både Samsung og Apple presses på mobilmarkedet af især kinesiske mobilproducenter som Huawei og Lenovo, hvor sidstnævnte har købt mobilproducenten Motorola af Google, der også står bag Android-styresystemet, som henved 80 procent af alle nye smartphonetelefoner leveres med.

Patentstridighederne mellem Samsung og Apple har til tider udviklet sig til kulørte retssager, hvor der imidlertid er milliarder af kroner på spil. Apple har de seneste år vundet to sejre i USA over Samsung. I maj blev Samsung dømt til at betale 119,6 millioner dollars til Apple for krænkelse af to patenter, en bøde, der dog var langt fra de 2,2 milliarder dollars, som Apple havde krævet i erstatning. For to år siden blev Samsung pålagt at betale Apple 1,05 milliarder dollars for at have ladet sig inspirere lidt for kraftigt i sit design af Galaxy-telefonserien.

Samsung har anket sagen.