Samsung forbliver på TV-toppen

Hver femte fladskærm i verden kommer fra den sydkoreanske elektronikgigant, som nu kan fejre ti år på tronen.

En masse fladskærme fra Samsung var sat sammen for at kunne vise store og farverige billeder, da verdens største forbrugerelektronikmesse, Consumer Electronics Show, blev afviklet i januar i Las Vegas i det sydvestlige USA. Arkivfoto: David McNew, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID MCNEW

For 10. år i træk har den sydkoreanske elektronikgigant Samsung sat sig solidt på verdens TV-trone.

I 2015 sad Samsung på 27,5 procent af det globale TV-salg målt på omsætning. Målt på antallet af solgte fladskærme har Samsung en markedsandel på 21 procent, viser nye tal fra analysefirmaet IHS, der følger markedet tæt. Dermed befæster Samsung den position, som blev indtaget i 2006. Dengang krævede det kun 14,2 procent at besidde førstepladsen målt på omsætning og 10,6 procent målt på antallet af solgte TV.

Dyrere fjernsyn sælger godt

Det er især de bedre - og dermed dyrere - TV-apparater, som Samsung sælger godt af. De seneste to år har TV-skærme i den såkaldte ultra-HD-opløsning bredt sig. De har fire gange så mange punkter på skærmen som en fuld-HD-skærm, hvorved billedet står langt skarpere med en bedre gengivelse af detaljerne. I samme periode er selve billedbehandlingen i fladskærmene blevet forbedret, så også farverne står skarpere og er mere naturtro.

Samsung sidder ifølge IHS nu på 34,1 procent af det globale marked for ultra-HD-TV.

I Danmark kæmper Philips og Samsung om at være størst. På nordisk plan fører Samsung med landsmanden LG Electronics på andenpladsen.

Men Samsung udfordres på førerpositionen, og det er især kinesiske mærker som TCL, der rykker frem i rækkerne. TCL har den tidligere B&O-mand, danskeren Flemming Møller Pedersen, som chefdesigner for et 70 mand stort designhold.

Tingenes Internet skal styres fra TVet

Samtidig øges konkurrencen på TV-markedet, hvor priserne har fået et tryk. Derfor håber TV-producenterne nu, at den nye farveforbedringsfunktion, HDR (»High definition resolution«), sammen med de bedre skærme kan være med til at få gang i salget igen. TV-producenterne forsøger også at gøre fladskærmen til hjemmets »kommandocentral« for alle de dimser og dingenoter, som trænger sig på for at blive koblet på den trådløse internetforbindelse i det, som er blevet døbt Tingenes Internet.

TV-salget i Danmark lå i 2015 på omkring 550.000 styk mod 499.000 i 2014, anslår Branchen Forbrugerelektronik, som samler elektronikproducenterne. Og det er navnlig de større skærmstørrelser, som flere og flere danskere foretrækker.