Samsung bygger verdens største telefonfabrik i Indien

Foto: Yves Herman. REUTERS/Yves Herman/File Photo
Læs mere
Fold sammen

Den sydkoreanske elektronikgigant Samsung er ved at bygge verdens største smartphonefabrik i Indien. Det er et forsøg på at indhente kinesiske konkurrenter inden for billige smartphones, der kan blive branchens næste vækstområde.

Det skriver The Wall Street Journal.

Efter at have været i årtiers kamp med Apple om verdens mest velhavende forbrugere, vil Samsung opsætte en ny fabrik i Indien og lægge sig ud med kinesiske virksomheder, der prøver at dominere markedet for billige telefoner.

I kampen udgør Indien et kritisk marked, da landet er på nippet til at overhale USA og overtage pladsen som verdens næststørste smartphone-marked efter Kina.

Samsungs nye faciliteter skal ligge i en forstad til New Delhi og vil på sigt være i stand til at producere 210 mio. telefoner om året svarende til omkring 1 ud af 13 telefoner i verden.

Kinesiske telefonproducenter, som Huawei, Xiaomi og Oppo, står i dag for størstedelen af det globale smartphone-marked. Mens markedet for billige telefoner er dobbelt så stort som det mere eksklusive marked, er det samtidig forbundet med færre muligheder for profit.

/ritzau/FINANS