Samsung-aktien styrtdykker efter nederlag mod Apple

Ikke siden oktober 2008 har verdens største mobilgigant været så hårdt ramt på aktiemarkedet

Foto: APPLE / HANDOUT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Samsung bliver med ét giftigt hug 72 milliarder kroner mindre værd, og aktien er mandag morgen faldet cirka syv procent.

Faktisk har verdens største elektronikfirma målt på omsætning ikke siden eksplosionen af finansboblen i oktober 2008 været så hårdt ramt.

Det sker, efter at Apple forleden vandt en enorm patentsejr i kampen om verdensmarkederne. Dermed bliver Samsungs fremtid på smartphone-markedet usikker - det marked, hvor Samsung har sin største indtjening.

Retten i San Jose i Californien undersøgte i den forgangne uge hundredvis af klager om patentkrænkelse for i alt 18 milliarder kroner mellem Samsung og Apple og fastslog, at Samsung har overtrådt en lang række af Apples patenter og kopieret flere produkter.

Blandt andet har Samsung plagieret iPhones afrundede rektangelform og skærmens slide-effekter.

Dommen betyder først og fremmest, at Samsung skal betale Apple en erstatning på godt seks milliarder kroner, men kan samtidig føre til salgsforbud af flere af Samsungs produkter i USA. Samtidig styrker retssagen Apples position på det internationale marked.

Ifølge aktieanalytikere er Samsung især hårdt ramt af skepsis efter retssagens udfald, fordi der fortsat er stor usikkerhed, om virksomheden vil blive udsat for yderlige salgsforbud, blandt andet af flagskibstelefonen Galaxy S III.

Apple og Samsung står til sammen for salget af mere end halvdelen af alle smartphones i verden.

De to producenter fører retssager mod hinanden på fire kontinenter i i alt ni lande.