Sammenbrud i SAS – mens Norwegian fik rekordsommer

Antallet af rejsende med SAS faldt dramatisk under den langvarige strejke i flyselskabet. Til gengæld kunne rivalen Norwegian glæde sig over rekordhøje passagertal.

Piloterne i SAS strejkede i 15 dage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det blev ikke den sommer, som SAS havde håbet på. Den store strejke i flyselskabet i begyndelsen af sommeren har sat sine tydelige spor i trafiktallene. Omvendt har hovedkonkurrenten Norwegian for alvor nydt godt af SAS’ vanskeligheder.

SAS skulle ellers for alvor være vendt tilbage til niveauet fra før coronakrisen, men den store strejke, der førte til stribevis af aflysninger, ødelagde de planer. Antallet af passagerer dykkede med 32 procent i juli i forhold til måneden før.

I alt blev der aflyst 3.700 afgange, og 380.000 passagerer blev påvirket af den 15 dage lange strejke, oplyser SAS.

»Vi undskylder oprigtigt over for vores kunder, som blev ramt af strejken i juli. Vi er glade for, at operationerne er tilbage på det normale niveau, og at vi nu kan begynde at genopbygge kundernes tillid,« hedder det i en kommentar fra SAS.

Piloterne i SAS strejkede fra 4. til 19. juli, fordi de ikke kunne blive enige med ledelsen om en ny overenskomst.

Parterne nåede til sidst en aftale, men forude venter fortsat masser af udfordringer for SAS. Selskabet har indgivet en konkursansøgning i USA, der skal en aftale på plads med de mange kreditorer, og selskabet skal finde investorer, der er villige til at skyde ny kapital ind i selskabet.

I alt fløj 1,3 millioner passagerer med SAS i juli mod 1,9 millioner passagerer i juni.

Omvendt er det gået anderledes godt for Norwegian, der er SAS’ største konkurrent. Det norske selskab havde i juli 2,2 millioner passagerer, som var det højeste antal efter coronapandemien. Tallet er 217 procent højere end samme måned i 2021. Norwegian havde i juli 2022 en belægning på 95 procent, som er det højeste tal i adskillige år.

»Det har været en fantastisk sommer for Norwegian. I juli havde vi den højeste belægning i flere år, og vi fløj med stort set alle planlagte flyvninger på trods af mange udfordringer i industrien. Dette resultat er blevet til takket været vores dedikerede kollegaer, som sætter vores kunder forrest,« hedder det i en kommentar fra Geir Karlsen, der er administrerende direktør for det norske selskab.

Mens tallet for regularitet lå rekordhøjt i Norwegian på 99,7 procent, måtte SAS nøjes med 75 procent, hvilket betyder, at næsten hver fjerde planlagte afgang ikke blev til noget.

Da piloterne og SAS-ledelsen endeligt nåede til enighed skete det efter store indrømmelser fra begge siden. Et helt centralt punkt i forhandlingerne har været genansættelsen af de 450 piloter, der blev fyret under coronakrisen. SAS gik med til at opfylde piloternes krav om, at de skal have deres job tilbage, og at det skal ske gradvist frem mod 2024.

Omvendt fik r SAS den lange aftale samt både besparelser og øget fleksibilitet fra piloterne, der stemmer overens med SAS’ omfattende spareplan, SAS Forward. Det fremgår af planen, at SAS skal spare omkring 5,2 milliarder danske kroner om året, og at cirka 20 procent skal komme fra besparelser på medarbejderne.

SAS’ piloter kommer i den nye aftale til at gå omkring 25 procent ned i løn, ligesom grænsen for arbejdsbyrden hæves fra 47 timer til 60 timer om ugen.