Samme mobiloplader til alle fra januar

De store mobilproducenter og EU har aftalt, at alle skal have samme mobiloplader fra årsskiftet. Det sparer tonsavis af elektronikaffald.

Sådan ser den nye mobiloplader ud, som alle europæere vil få med nye telefoner fra 1. januar 2010. EU-kommissær Günter Verheugen viser, hvad vi kan vente os. Foto: Thierry Roge, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Snart er det slut med den paniske søgen efter en oplader, der passer til præcis ens eget mærke af mobiltelefon. Fremover bliver opladerne nemlig helt ens.

Alle de store producenter i Europa besluttede mandag at gå sammen om en fælles mobiloplader - og den kommer allerede på markedet om godt seks måneder.

Sony Ericsson, Nokia, Apple, Samsung og Motorola har aftalt med EU, at der fra 1. januar 2010 foreligger en mobiloplader, som passer til alle modeller. Og de er mange. Salget af mobiltelefoner er eksploderet i de seneste år. I 2008 blev der på verdensplan solgt omkring 1,2 milliarder mobiltelefoner. Ofte passer opladeren fra samme firma end ikke i forskellige modeller. Det giver enorme mængder af elektronikaffald, og det ses der ikke med milde øjne på i en tid, hvor alle skal være grønne. Alene sidste år blev det til 82.000 tons mobilopladeraffald.

Mikro-USB-stik

Derfor er mobilbranchen enig om at standardisere opladerne. De vil få et mikro-USB-stik, som det allerede kendes fra flere modeller.

»Jeg er meget tilfreds med, at branchen har fundet en løsning, som vil gøre livet meget enklere for forbrugerne,« siger EU-kommissær Günter Verheugen, som imødeser »betragteligt mindre elektronikskrot«, fordi det herefter er slut med at smide opladeren ud, når man køber en ny telefon.

Den internationale mobilorganisation GSMA har allerede lagt sig fast på, at resten af verden senest i januar 2012 skal have den nye oplader.