Samlemærker flytter millioner

De danske supermarkeder har taget samlemærker til sig. Forbrugerne er vilde med mærkerne, som kan flytte handel for store, tocifrede millionbeløb, men forbrugerrådet Tænk er kritisk over for konceptet.

Foto: Kristian Djurhuus.
Læs mere
Fold sammen

Dyrekort kan mere end at skabe røre i skolegården. Børnekort, samlemærker og guldmærker er blevet et populært værktøj til at flytte handel for store, tocifrede millionbeløb i de danske supermarkeder, skriver Jyllands-Posten.

Kampagnerne trækker kunder til supermarkederne, og det er med til at øge omsætningen markant. Coop Danmark, som ellers har været skeptiske over for samlemærker, er nu også hoppet på den lukrative trend.

»Vi er kritiske over for brugen af samlemærker. Men den type kampagner har en betydelig positiv effekt både på kundestrømmen og salget. Det virker, og derfor har vi set os nødsaget til også at gøre det,« siger informationsdirektør i Coop Danmark, Jens Juul Nielsen.

Kilder i branchen vurderer over for Jyllands-Posten, at kampagnerne kan øge omsætningen i kampagneperioden med et par procent. Med en omsætning som SuperBrugsens på knap 14. mia. kroner om året kan to procent i den grad mærkes.

Jens Juul Nielsens betænkeligheder går på, om kampagner kan gøre prisdannelsen mere kompleks og uigennemsigtig. Den kritiske tone er tydeligere hos Forbrugerrådet Tænk.

»Det er en form for lokkemad, der skal skabe loyalitet. Men det slører prisbilledet, og kampagner fordyrer prisen på andre varer. Vi opfordrer folk til at bruge deres kritiske sans,« siger jurist i Forbrugerrådet Tænkt Jakob Steenstrup til Jyllands-Posten.