Samariten: Vi forregnede os

Det svenske ambulanceselskab Samariten ærgrer sig over at måtte opgive ambulancekørslen i Danmark. Det var et fejlskud, erkender medejer Ulf Kanfjäll.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Svenske Samariten får alligevel ikke brug for en vognpark af ambulancer fra Mercedes, og personaleafdelingen slipper for at skrive jobannoncer til danske reddere. Samaritens personalechef og medejer Ulf Kanfjäll erkender, at det danske ambulanceeventyr er endt som et nederlag.

"Vi ser det som et fejlskud, det er klart. Vi har arbejdet hårdt og intensivt på at få det til at lykkes, men når det ikke går længere, så er det bedre at erkende det og trække buddene tilbage. Det er ærgerligt, for vi kunne have gjort et godt job," siger Ulf Kanfjäll til Ritzau.

3F får skylden
Mens danske eksperter lægger en stor del af skylden for sammenbruddet hos Samariten selv, så peger Ulf Kanfjäll på de fejlslagne overenskomstforhandlinger med fagforbundet 3F som årsagen til, at Samariten måtte trække sig. Firkantet sagt var det den manglende overenskomst, der fik Samaritens investor til at springe fra, siger Ulf Kanfjäll.

Den udlægning har 3F dog afvist med opbakning fra flere arbejdsmarkedsforskere. De peger i stedet på, at Samariten har gabt over for stor en opgave, og at det svenske firma burde have fået overenskomsten på plads, inden man afgav sine bud.

Ritzau