Salling Bank: Tilfreds ledelse trods resultatnedgang

Salling Bank kom dårligere ud af første halvår af 2015 end i 2014. Et fald i renteindtægter og ikke mindst i kursreguleringer barberede nettoresultatet ned til 12,8 mio. kr. mod 18,2 mio. kr. i samme periode sidste år.

Onsdag, den 22. oktober 2014 Salling Bank flyttet til Vestergade Foto: Morten Dueholm Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Dueholm

Nettorenteindtægterne faldt i perioden til 48,9 mio. kr. mod 54,3 mio. kr. første halvår af 2014, mens kursreguleringer dykkede fra 16,4 mio. kr. til 5,3 mio. kr.

Til gengæld er regnskabet positivt påvirket gebyr- og provisionsindtægter, der stiger fra 25,6 mio. kr. til 33,4 mio. kr. som følge af et højt aktivitetsniveau på bolig- og investeringsområdet. Og det får ledelsen til at udtrykke stor tilfredshed med regnskabet.

- Halvårsresultatet er det næstbedste i bankens historie og anses for særdeles tilfredsstillende, skriver bankens ledelse i regnskabet.

Salling Bank fastholder forventningerne til 2015 om en basisindtjening på 34-38 mio. kr og et resultat før skat på 18-22 mio. kr. I regnskabet fremgår det endvidere, at forventningerne skal ses i lyset af en "betydelig markedsusikkerhed med hensyn til indeværende års kursreguleringer og nedskrivninger".