Salgsskilt på Blockbuster i Danmark

Det amerikanske moderselskab er i store økonomiske problemer og har nu sat sine europæiske videoforretninger til salg. Herunder den danske, der endnu ikke er kommet ud af den digitale startboks.

Blockbusters amerikanske moderselskaber og vil sælge sin europæiske forretning, herunder den danske. Foto: Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kæmpe gæld har tvunget Blockbusters amerikanske moderselskab i knæ, og det kan betyde, at den danske videokæde inden længe får ny ejer. Moderselskabet har i hvert fald sat de europæiske aktiver til salg, herunder den danske forretning, der består af 70 videoforretninger i byer over hele landet. Det meddelte den børsnoterede koncern for nylig til aktiemarkedet. Trods et nedadgående marked for udlejning og salg af film i fysisk form som DVD og Blu-Ray, leverer den danske kæde stabile økonomiske resultater i kraft af stigende markedsandele. Forude venter imidlertid massive investeringer i den digitale videoudlejning og salg, hvor Blockbuster endnu ikke er kommet ud af startblokken i Europa - herunder Danmark. »Vi har været klar til at gå i krig med den digitale videoudlejning, men er på grund af den interne koncernstrategi ikke kommet i gang,« siger Søren Heilmann, direktør for Blockbuster i Danmark. Han henviser til moderselskabets strategi om at eksperimentere med det digitale område i USA, inden man ruller det ud til resten af verden. Nu tyder meget på, at Blockbuster heller ikke for alvor kommer i gang i år, og Søren Heilmann erkender, at det snart kræver handling, hvis Blockbuster skal sikre sig en plads som en af de dominerende aktører på det digitale filmmarked. Konkurrenter i offensiv »Der er mange, der er startet tidligere end os uden at tjene penge på det. Men det er klart, at det skal snart være,« siger Søren Heilmann. Moderselskabet har blandt andet lavet aftaler med flere fladskærmsproducenter om at blive et tilvalgsmulighed på fjernsynet hjemme i stuen, men endnu er disse løsninger altså ikke rullet ud i Danmark. I mellemtiden er konkurrenterne gået i offensiven med forskellige udgaver af video on demand. Indtil videre er der dog stadig penge at hente på det fysiske marked for udlejning og salg af film og spil. Det nyligt offentliggjorte regnskab for 2009 viser, at Blockbuster omsatte for 390 mio. kr. (2008: 404 mio. kr.), hvoraf lidt mere end halvdelen blev hentet fra salg af spil og video, mens resten var udlejning. Overskuddet lød på 10,2 mio. kr. før skat (2008: 8,9 mio. kr.), efter at der var betalt royalties til det amerikanske moderselskab på knap 12 mio. kr. Søren Heilmann forventer, at 2010 trods en varm sommer vil lande på niveau med 2009. Moderselskabets problemer har medført, at en række kunder har trukket deres kreditter til Blockbuster i Danmark, men Søren Heilmann forsikrer, at moderselskabets situation ikke har betydning for driften, og man har heller ikke fundet anledning til at nævne det i det nyligt offentliggjorte årsregnskab. Han erkender til gengæld, at man ikke kan blive ved med at tage markedsandele i et faldende marked. Derfor arbejder Blockbuster også på en række strategiske samarbejdsaftaler, lige som man er klar til at teste såkaldte pop-up-butikker i Fields og Kolding Storcenter, hvor man udelukkende satser på salg. Fald i omsætning Blockbuster kom til Danmark i 1996 og købte 18 af konkurrenten Playtimes 38 butikker i 2002. Siden har Playtime lukket en række butikker, og på udlejningssiden fremstår Yousee og de øvrige TV-distributører i dag som de største konkurrenter med deres video on demand-tilbud, mens en virksomhed som Love Film konkurrerer på den fysiske udlejning. På salgssiden er det detailhandlen, herunder supermarkederne, der konkurrerer med stadig lavere priser. Hos videogramforeningen, der repræsenterer de internationale filmproducenter i Danmark, følger formand Thomas Schultz udviklingen tæt. Han oplyser, at man mærker et fald i omsætningen på den fysiske udlejning af film på 10-12 pct. om året. Ud over presset fra video on demand skyldes det lave priser på salgsfilm, der frister kunderne til at købe en film i supermarkedet i stedet for at leje en i videobutikken. »Der er ingen tvivl om, at den digitale udvikling vil ramme det fysiske lejemarked før salgsmarkedet. Men det går meget langsommere, end man tror, før det fysiske marked forsvinder. Forbrugeren skal også lige med. Når jeg går på pension om 10-15 år, regner jeg stadig med, at det er de fysiske produkter, jeg lever af at sælge,« siger Thomas Schultz.