Salgspriser bag Rockwools opjustering

Rockwool banker derudaf og har sendt endnu en opjustering på gaden. Analytikerne interesserer sig for, hvor meget det er prisudviklingen på markedet, der ligger bag den stigende indtjening.

Eelco van Heel og Rockwool foretog i onsdags en opjustering af omsætningsvæksten i 2007. Der er ingen tvivl om, at det overvejende skyldes prisudviklingen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Prisen på Rockwools investeringsprodukter stiger og stiger, og det afspejler sig i koncernens regnskab. Ledelsen har aldrig villet fortælle, hvor stor en del af omsætningsvæksten, der skyldes højere priser, men der er ingen tvivl om, at onsdagens opjustering af omsætningsvæksten i 2007 altovervejende skyldes prisudviklingen.

"Vi vidste, hvor mange ton (isoleringsprodukter, red.), vi havde til rådighed, da vi aflagde regnskab for 1. kvartal. Siden har vores folk gjort det lidt bedre, men det betyder ikke noget i det store billede. Det primære er udviklingen i salgspriserne," sagde administrerende direktør i Rockwool, Eelco van Heel, på et presse- og analytikermøde torsdag.

"Man kan spørge, hvorfor vi ikke kunne se det i maj, men nu er det ikke sådan, at vi sidder nede i Hedehusene og fastsætter prisen. Når vi hæver salgspriserne, så skal vi sørge for at gøre det ordentligt og sikre, at vores kunder forbliver loyale," fortsatte han.

Rockwool er så heldig at have været på et udsolgt marked gennem snart mange kvartaler. Dermed er det udbyders marked, og priserne er steget betydeligt. Den seneste opjustering af omsætningsvæksten i 2007 kom med halvårsregnskabet og var fra 16 pct. til 22 pct. Ledelsen har oplyst, at den ikke indregner yderligere prisstigninger i sine forventninger, men regner med det nuværende prisniveau resten af året.

"I den forgangne del af 3. kvartal har vi ikke set store prisændringer. Vi venter hverken, at de vil stige eller falde meget resten af året," sagde koncerndirektør (CFO) hos Rockwool, Gilles Maria, på mødet.




(RB-Børsen)