Salgslystne isenkræmmere i skilsmisse

De frivillige isenkræmmerkæder Bocom og Dias går nu hver sin vej. Inspirations-kæden omdanner sig selv til kapitalkæde og satser aggressivt på vækst og forbedring af indtjeningen. Imens satser Kop & Kande, Din Aktive Isenkræmmer og De Frie Isenkræmmere fortsat på et salg af kæden.

Det er så yndigt at følges ad, men indimellem er det bedst at skilles. Den erfaring har de frivillige isenkramkæder Bocom a.m.b.a. og Dias Danmark a.m.b.a. netop gjort sig.

De har samarbejdet om et fælles salg til kapitalfonden Altor Private Equity Partners, men nu skilles de og går i hver sin retning, selvom slutmålet for begge kæder er det samme: Et salg.

Isenkramkæden Bocom, der står bag Inspirations-butikkerne, omdanner nu sig selv til kapitalkæde. Imens regner den tidligere samarbejdspartner Dias, der spænder over Kop & Kande, Din Aktive Isenkræmmer og De Frie Isenkræmmere, stadig med et snarligt salg af deres tre butikskæder til en udefrakommende byder, og de fortsætter derfor som hidtil som frivillig kæde. Ifølge Bocom er koncepterne i de to frivillige kæder ganske enkelt for forskellige.

»Jeg har hele tiden været af den opfattelse, at der var for stor risiko, da vi er fire forskellige butikskæder. Nu hvor vi er alene, er vi kun ét koncept, og det formindsker risikoen,« siger adm. direktør Lars Aaen fra Bocom.

Islandske penge
I praksis sælger butiksejerne kæden til sig selv. Butikkerne overgår til det nye moderselskab, og betalingen sker delvist i form af aktier i det nye selskab og delvist i form af kapital, som den islandske investeringsbank Straumur låner isenkræmmerne.

Denne model besluttede kædens medlemmer sig for på et møde torsdag aften. Ifølge Lars Aaen var der ingen, der stemte imod forslaget. Ledelsen i Bocom lægger vægt på, at kæden nu selv vil høste de gevinster, som en køber ville kunne realisere.

»De næste tre år vil vi stjæle markedsandele fra de andre kæder og fordoble indtjeningen. Når det er realiseret, vil der være et pres for at tage gevinsten hjem. Vi vil formentlig se et salg af kæden der,« siger Lars Aaen.

Han regner ikke med, at en børsnotering ligger i kortene.

»Det afhænger af, hvor meget vi køber op af andre butikker, men som udgangspunkt er vi ikke store nok til en børsnotering,« siger han.

Meget ærgerligt
Hos Dias ærgrer man sig over bruddet med Bocom. Men direktør Jørgen Andsberg regner stadig med at få solgt de tre butikskæder inden for et halvt år.

»Vi agter at fortsætte det arbejde, som vi iværksatte sammen med Bocom. Vi er fuldt og fast besluttede på, at vi inden for seks måneder har fundet en køber, og vi ryster ikke på hænderne. Der er flere interesserede bydere at vælge imellem,« siger Jørgen Andsbjerg, direktør for Dias.

Da aftalen med Altor Private Equity gik i vasken i august, havde Bocom og Dias en intern aftale om at forsøge at finde en ny køber inden for seks uger.

Det er efter at denne tidsfrist for den tidligere omtalte »plan B« er overskredet, at Bocom tager sine Inspira­tionsbutikker med sig og går i egen retning.

»Vi har haft et fabelagtigt samarbejde og en fælles tro på et salg. Nu skilles vi så, og selvom det sker i al fordragelighed, synes jeg stadig, det er meget ærgerligt,« siger Jørgen Andsbjerg fra Dias.

Selvom de to kæder opgiver ideen om et fælles salg, er samarbejdet dog ikke helt slut.

Bocom og Dias vil stadig stå sammen i kampen om at få kapitalfonden Altor til at dække salgsomkostninger på omkring 26 mio. kr. i forbindelse med det fejlslagne salg.

»Vi holder fast i vores krav. Vi er ved at lægge sidste hånd på den stævning, vi har arbejdet på i et stykke tid,« siger Lars Aaen.

Derudover samarbejder de to kæder også fortsat om en række fælles servicefunktioner, såsom fælles intranet og fælles uddannelsesplatform.