Salget af tavle-PCer stagnerer

Der er dog stadig godt salg i tavlecomputerne, som fortsætter med at udvikle sig og blive brugt til mere. Større telefoner presser skærmstørrelsen på tavle-PCerne opad.

Foto: STEVE MARCUS

LAS VEGAS, USA: Salget af tavle-PCer stagnerer nu men ligger stadig højt, og producenterne fortsætter med at forfine produkterne og udvikle designet.

Analysefirmaet Gartner forventer kun en salgsstigning på otte procent i år, hvor der vil blive solgt 233 millioner tavlecomputere mod 216 millioner sidste år, og samme meldinger kommer fra kollegaerne i IDC, som også følger teknologimarkederne tæt.

Der videreudvikles stadig på livet løs, og i dag er der et langt større og varieret udvalg i både pris, design og funktioner end nogen sinde. De mindste tavle-PCer er på syv tommer, de største - i alle tilfælde af dem, der stadig kan bruges som håndholdte tavlecomputere - på 12 tommer. Nogle har en digital pen, andre har ikke. Nogle kan hæfte et tastatur på og blive en alternativ bærbar PC. Nogle kan bruge mobilforbindelsen, andre  »nøjes« med at koble sig på trådløse net. De fleste kører Googles software Android som styresystem, andre bruger Apples iOS eller Microsofts Windows.

Priserne falder stort på grund af den heftige konkurrence, og dermed er det sværere for producenterne at tjene penge. Ifølge den amerikanske brancheforening Consumer Electronics Association, som arrangerer verdens største forbrugerelektronikmesse i Las Vegas i det sydvestlige hjørne af USA, er gennemsnitspriserne på Android-tavle-PCer faldet med 53 procent siden 2011 og ligger i dag på 140 dollars eller omkring 850 kroner. Mange tavlecomputere med bedre skærm, flere hestekræfter, nyere software og eventuelt pen til skal man dog betale mere for.

Ifølge markedsanalysefirmaet Futuresource er de mindre tavle-PCer i størrelser fra syv til ni tommer de mest populære. 65 procent af det samlede tavle-PC-salg udgjorde de sidste år, men i takt med at smartphonetelefonerne vokser i størrelse, rykker forbrugerne sig også fra tavlecomputere på syv tommer til dem på otte tommer. Her har blandt andre Lenovo, Toshiba og Acer præsenteret nye modeller på Consumer Electronics Show (CES) i denne uge.

Producenterne har nemlig ikke opgivet ævred. De populære tavle-PCer bliver godt nok ikke skiftet lige så hyppigt ud som forventet. Til gengæld udbredes brugen af dem - og smartphonetelefoner - til det, som er døbt det smarte hjem, hvor mere og mere elektronik kan tale med hinanden og dermed også fjernbetjenes fra typisk en applikation på en tavle-PC eller en smartphone.

Berlingske dækker Consumer Electronics Show (CES). Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).