Salget af statens vaccine-produktion kostede én milliard

Aldrig før har staten brugt så mange penge på at skille sig af med et selskab, som i tilfældet med Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Årsagen ligger i et håbløst håndteret salg.

Arkivfoto. Aldrig før har staten brugt så mange penge på at skille sig af med et selskab, som i tilfældet med Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARCELO SAYAO

Det har kostet staten mindst 959 mio. kr. at skille sig af med sin vaccineproduktion, som selskabet AJ Vaccines i januar overtog for blot 15 mio. kr. Det viser en gennemgang af salget, som Ingeniøren har udført sammen med HK Stat Bladet.

Aldrig tidligere har staten betalt så dyrt for at slippe af med et selskab.

»Normalt sælger man offentlige virksomheder med henblik på at skabe overskud. Jeg har ikke kendskab til fortilfælde, hvor staten har brugt penge på at skille sig af med et offentligt selskab i den skala,« siger professor Bent Greve fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.

Salget af vaccineproduktionen blev besluttet af et bredt politisk flertal med SR-regeringen i spidsen i 2014. Men processen løb af sporet, da centrale medarbejdere sagde deres job op med gigantiske problemer i produktionen til følge.

Samlet tabte vaccineproduktionen omkring trekvart mia. kr. fra 2014 til 2016, viser hhv. Statens Serum Instituts årsrapport og en opgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Hertil kommer udgifter på 149 mio. kr. til rådgivere i forbindelse med frasalget, og man gav køberen, AJ Vaccines, huslejerabat på mindst 88 mio. kr. for at slippe af med vaccineproduktionen og bevare de ca. 600 arbejdspladser.

Nils Strandberg Pedersen, der var adm. direktør for Statens Serum Institut i 18 år frem til september sidste år, kritiserer, at staten hverken gjorde vaccineproduktionen eller SSI Diagnostica, der også skulle sælges fra, klar til salg. Han og den øvrige ledelse gjorde ellers Finansministeriet opmærksom på, at det var uhyre kompliceret at splitte instituttet op.

»Det er almindelig sund fornuft at selskabsgøre den virksomhed, som skal sælges, men det gjorde man ikke. Det gik godt nok på Diagnostica (der blev solgt for 250 mio. kr., red.), men det var en katastrofe på vaccineproduktionen,« siger han.

Professor i offentlig forvaltning Kurt Klaudi Klausen fra Syddansk Universitet kalder salgsprocessen ‘amatøragtig’:

»Hvis staten har et aktiv, skal det ikke udsultes. Det kan kun tolkes som at de, der har haft ansvaret for salget, ikke har vidst, hvad de havde med at gøre,« siger han.

På SSI er vicedirektør Ole Jensen glad for, at det lykkedes at bevare arbejdspladserne.

»SSI har bakket beslutningen om at sælge op hele vejen. Vacciner er i dag en forretning og produktion, der har brug for kapital og investering, som staten ikke nødvendigvis er særlig egnet til,« siger han.

Er én mia. kr. en rimelig pris for, at staten slipper af med produktionen?

»Vedrørende økonomien omkring salget af vaccineproduktionen henviser jeg til ministeriet.«

Ingeniøren har stillet en række spørgsmål om salget til Sundhedsministeriet. Men trods 11 dages frist er det ikke lykkedes at få svar, lige som det heller ikke er lykkedes at få et interview med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).