Salget af lastbiler halveres

MAN lastbiler i Danmark skal klare sig på blandt andet mindre lastbiler uden tilsætningsstoffer.

Læs mere
Fold sammen
En reduktion fra 6.500 til 3.500 solgte lastbiler over seks ton i 2009. Så dystert et billede stiller MAN lastbiler op for det nye år – efter et fantastisk salg sidste år.

- Finanskrisen vil betyde mindre efterspørgsel på lastbiler – både herhjemme og andre steder i Europa, men vi vil mindst holde samme markedsandel på 19-20 procent, og her er militærkøretøjer ikke medregnet, siger pressechef Claus Lindhold fra MAN.

MAN har leveret op mod 1.300 lastbiler sidste år, og i klassen mellem seks og 16 ton er man markedsleder med 28,5 procent. Et tal, der let kan blive højere, når MAN i foråret præsenterer sine lastbiler med Euro 5-teknik - såkaldte EGR-teknik – uden at tilsætte AdBlue.

Et roligt segment

- Der er mindre uro i dette segment, som blandt andet handler om køretøjer til kommuner, som allerede har sagt, at de venter på de nye og mere enkle biler. Vi vil være meget opsøgende og er sikre på at få nye kunder – for jo enklere, jo bedre, siger Claus Lindholm.

De store eksportbiler er særligt ramt, da de jo sørger for transporten på tværs af landegrænserne, og her kradser krisen alvorligt. Der er ikke nok at lave for vognmændene.

- I sådanne tider må vi foreslå, at nystartede vognmænd vælger at begynde med gode brugte lastbiler. Det er jo et stort problem for mange, at bankerne ikke låner så mange penge ud, siger Claus Lindholm.

MAN har sat en del nye aktiviteter »i søen« – dels en to års garanti på brugte biler og dels en udvidet garanti på nye lastbiler.

- Vi kan tilbyde op til fem års garanti på drivlinen ved køb af en ny lastbil og fire år på selve lastbilen. Vi har opbygget tilbuddet i moduler, forklarer Claus Lindholm.