Salget af elbiler ventes at eksplodere – allerede om tre år når vi op på én million

Danskerne vil skifte benzin- og dieselbilen ud med en elbil langt hurtigere end forventet. Sådan lyder meldingen fra bilimportørernes brancheorganisation i en dugfrisk analyse. Ekspert spår endnu vildere udvikling.

Det ville ikke blive »let at nå« og var en »stor ambition«, lød det fra daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han i 2018 bekendtgjorde drømmen om, at der i 2030 ville være én million »grønne« biler i Danmark.

Kritiske røster spurgte med mistro, hvordan det skulle kunne lade sig gøre – enkelte rystede endda på hovedet.