Salget af biler slår alle rekorder

Med Toyota Avensis og VW Passat som topscorere blandt personbilerne blev det samlede bilsalg sidste år det største nogensinde.

Toyota Avensis er årets mest solgte bil. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
I alt 225.378 nye firehjulede køretøjer rullede ud fra forhandlerne i 2006, og det er det største antal nogensinde. Ifølge bilimportørernes foreløbige opgørelse overstiger det dermed det hidtidige rekordår, 1986, da det samlede bilsalg nåede op på 213.468 person- og erhvervsbiler i Danmark.

Topscorerne blandt personbilerne var Toyota Avensis og VW Passat, der stod for henholdsvis 3,7 og 3,4 procent af salget af personbiler i løbet af året. I december tog Passat føretrøjen med en andel af salget på 6,2 procent.

Tallene viser i øvrigt tegn på, at salget af personbiler stagnerer. Mens det voksede med 21 procent i 2005 voksede det kun med 5 procent i 2006. Og i december faldt salget af personbiler med knap 4 procent i forhold til december 2005.

Det totale stigning i salget af personbiler er især sket til virksomheder, mens private købere har været mere tilbageholdende. Udviklingen i solgte biltyper viser, at flere vælger at købe en dieselbil. Salget steg med 18 procent til at 28 procent af de solgte personbiler drives af en dieselmotor.

For 5 år siden udgjorde salget af dieselbiler kun en femtedel af det samlede personbilsalg, men der er fortsat langt til det europæiske niveau, hvor halvdelen af alle personbiler er dieselbiler.

Desuden vinder de små biler frem, så hver tredje solgte bil i 2006 tilhører klassen af de helt små biler. Her steg salget med 16 procent, mens salget af den lille mellemklasse faldt med 12 procent.

"Det er uden tvivl den høje danske registreringsafgift, som bevirker, at mange danskere vælger at købe en af de helt små biler. Der er også mange, som fortsat kører rundt i en gammel bil. Mere end hver tredje bil i Danmark er faktisk mere end 10 år gammel," siger adm. direktør Bent Mikkelsen fra Danske Bilimportører.