Salget af alkohol falder i Danmark

Der blev i 2011 solgt to procent mindre alkohol end året før. Enkelte typer alkohol med Bourbon i spidsen klarer sig dog rigtig godt. Det viser ny rapport lavet af det europæiske analyseinstitut Euromonitor International

Danskerne købte to procent mindre alkohol i 2011 end året før. En udvikling, som har stået på siden 2008. Enkelte typer alkohol svømmer dog imod strømmen og ned i danskernes ganer, heriblandt andre amerikanske whiskeyer, som har oplevet en stigning i salget på fem procent på blot et år. Det viser en markedsrapport udarbejdet af det europæiske analyseinstitut Euromonitor International. Markedsrapporten viser også, at Pernod Ricard fortsat er den største distributør på markedet efterfulgt af Diago Danmark (som blandt andet distribuerer Baileys, Captain Morgan, King George IV og Ferntet Branca), Just A/S, Hans (som blandt andet distribuerer Jäegermeister og Campari) og Maxximum Danmark (Cointreau, Drambuie og Galliano). Barcardi har blot en markedsandel på 3,4 procent. Hos Diageo Danmark A/S nikker man genkendende til den dårlige udvikling, som rapporten peger på: »Salget har været vagt faldende over de seneste tre år i Danmark,« forklarer Bo Lundberg, countrymanager i Diago Denmark. Bo Lundberg er dog langt fra optimistisk i forhold til, at danskerne skulle have fundet en sundere livsstil med mindre alkohol, men at danskerne blot er blevet bedre til at tage bilen over grænsen til Tyskland: »Vi mener ikke, at forbruget af faldende. Der ryger blot mere og mere salg over grænsen. Jeg har været en uge sammen med min tyske kollega, som står for salget i grænsebutikkerne. I blot 40 grænsebutikker sælger han halvdelen af, hvad jeg sælger i over 3.000 butikker i Danmark. Og hans salg stiger med fire til fem procent hvert år,« forklarer Bo Lundberg, som ikke vil oplyse de præcise tal.

Svært at finde præcise tal

Der findes ingen præcise tal for, hvor stor grænsehandlen er, men der har tidligere været peget på en sammenhæng mellem afgiftsstigninger i Danmarkog stigende grænsehandel. Det forklarer dog ikke umiddelbart, hvorfor salget af alkohol rykker fra Danmark og over grænsen, da der ikke har været afgiftsstigninger på alkohol siden 2003. Og sammenligner man med udviklingen i salget af f.eks. sodavand, ser alkoholsalget ud til at være forskånet. Berlingske kunne i sidste uge berette, at Carlsberg har oplevet et fald i salget af sodavand på seks procent, og her skydes skylden netop på de stigende afgifter.