Salg af dåseøl eksploderer

Et stigende antal forbrugere vil gerne betale ekstra for at få øl og sodavand i dåser frem for flasker. Dåserne tegner sig nu for en femtedel af salget, og Coop spår, at glasflasken er død om få år.

Mandag d. 23 september 2002 var dagen, hvor engangsdåserne kom på hylderne i de danske supermarkeder for første gang i mange år Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Efter at have brugt nogle år på at vænne sig til synet af øl- og sodavandsdåser i de danske butikker, er forbrugerne begyndt at rive dåserne ned fra hylderne i rasende fart og lade de gammeldags glasflasker stå.

Salget af øl- og sodavand er således eksploderet. Mens tre procent af de solgte øl og sodavand i 2003 var på dåser, var andelen i 2005 10 procent og sidste år på 21 procent ifølge tal fra Dansk Retursystem. Andelen er altså godt fordoblet på bare to år efter en træg start for dåsen, der blev lovlig i Danmark i 2002.

Dåsens succes betyder, at der ifølge Bryggeriforeningens vurdering blev solgt over en halv mia. dåser øl og sodavand i de danske butikker sidste år. Væksten, der er klart størst på ølmarkedet, ventes at fortsætte, så knap hver fjerde solgte øl og sodavand i 2009 vil være på dåse.

Dåserne hober sig op i indkøbskurvene til trods for, at en dåseøl er mellem 50 øre og en kr. dyrere i detailhandlen end samme mængde øl på en gammeldags genbrugelig glasflaske. Forbrugerne betaler gerne ekstra for dåserne, der vejer mindre og er nemmere at håndtere end flaskerne.

»Dåsen er populær, fordi den er nemmere at håndtere og i det hele taget giver en anden oplevelse. Mange dåser er flot designede og lækre, og det vil folk gerne betale for. Flere og flere udvikler en præference for dåsen som emballage på samme måde, som de har præference for særlige øl,« forklarer Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

Glasflasken uddør
Hos detailkoncernen Coop, som blandt andet står bag Brugsen- og Irma-kæderne, mærker man tydeligt den øgede efterspørgsel på især øl på dåse.

I januar måned i år steg salget yderligere efter kraftig vækst de seneste tre år, så hver fjerde øl, Coop sælger, nu er på dåse. Kategorichef Kenn Thomsen forventer, at udviklingen fortsætter, så dåsen om bare tre år vil have udkonkurreret den gammeldags glasflaske.

»Dåsen bliver mere og mere populær, og det vil accelerere yderligere i takt med, at vi nu får mange af de udenlandske øl til Danmark på dåse. Så den traditionelle glasflaske, der genbruges 30 gange, er på vej ud,« konstaterer Kenn Thomsen.

Opfyldes den profeti, kan dåsen notere endnu et offer for sin fremgang. Således har Carlsberg allerede trukket sine ølflasker i plast ud af markedet, fordi folk foretrak dåserne.

For Coop er der store fordele i det øgede dåsesalg, fordi dåserne er lettere og fylder mindre end glasflaskerne. Det betyder blandt andet, at man kan opbevare omtrent tre gange så mange rammer med dåser som kasser med glasflasker på den samme plads, og dermed kan udnytte sit lager- og butiksareal bedre.

Desuden præsenterer dåserne sig ifølge Kenn Thomsen bedre end de gammelkendte kasser med grønne glasflasker, så de er nemmere at gøre interessante for kunderne.

»Det er noget nemmere at snuppe en ramme med 24 dåser under armen end at bakse med en stor, tung 30 styks kasse, så kunderne kan i højere grad lige tage øl på dåse med, når de ser dem i butikkerne,« forklarer Kenn Thomsen.

Dyre for bryggerier
Mens detailhandlen jubler over øl- og sodavandsdåsernes hurtige fremgang på bekostning af de gammeldags glasflasker, har bryggerierne et mere ambivalent forhold til aluminiumsemballagen.

På den ene side har også ølproducenterne fordele af, at dåserne fylder mindre og er lettere at håndtere end glasflaskerne. Omvendt er en stor del af deres produktion og distribution lagt an på flasker, så der er investeret store beløb i hele flaskeapparatet, som altså bruges mindre og mindre.

Endelig er dåserne dyrere at anskaffe end genbrugsflaskerne, der indsamles og genpåfyldes op til 30 gange, før de kasseres, mens dåserne kun bruges én gang.

»Vi mærker selvfølgelig det kraftigt stigende salg på dåser, men det er ikke mere lukrativt for os end flaskesalget, blandt andet fordi dåserne er dyrere at anskaffe,« siger Jens Bekke, pressechef i Carlsberg Danmark.

Læs Berlingske Business i morgen: Dåser skal give mikrobyggeri det store gennembrud