Mange forbrugere verden over er bekymrede over, at der med brugen af antibiotika i den intensive industrielle husdyrproduktion er risiko for at udvikle resistente bakterier, som bliver overført til mennesker. Og konsekvensen er, at mennesker ikke kan få behandlet sygdomme med antibiotika.
Derfor har et voksende antal forbrugere i ind- og udland fået smag for kød fra en ny type danske grise, der er opdrættet helt uden brug af antibiotika.
Et af verdens største slagteriselskaber Danish Crown, der har antibiotikafri produktion som vigtig del af en ny strategi, har i 2016 haft succes med eksport af disse specialgrise til USA, Australien og EU.
»Lige nu er USA potentielt et stort marked for os. Men der bør også være potentiale i at sælge kødet i Kina og Sydamerika. Hvis disse markeder begynder at efterspørge grise, der er produceret uden brug af antibiotika, er potentialet for os rigtigt, rigtigt stort,« mener underdirektør Søren Tinggaard fra Danish Crowns salgsafdeling.
Slagterikoncernen eksporterer foreløbig alt kød fra den antibiotikafri produktion til udenlandske restaurant- og supermarkedskæder, foodservice og forædlingsvirksomheder. Danish Crown slagter i øjeblikket ugentligt 3.500 svin, der kommer fra jyske og bornholmske landmænd. Alt kødet eksporteres som såkaldt OUA-produktion.
»På globalt plan er USA førende på den nye forbrugertrend. Vi øger stille og roligt vores OUA-produktion, som er en succes. Hidtil har vi afsat produkterne i såvel USA som Europa og Australien. Men jeg tror, at vi kommer ind i Kina, der er et spændende marked,« siger underdirektør Søren Tinggaard fra Danish Crown.
Restistente bakterier florerer i USA
Hvert år bliver mindst to millioner amerikanere inficerede med bakterier, der er resistente over for bakterier, lyder vurderingen fra Centers for Disease Control and Prevention, der er USAs svar på Statens Serum Institut. 23.000 af de smittede amerikanere dør. Statens Serum Institut har ingen tilsvarende opgørelse for Danmark.
Herhjemme kan den antibiotikafri kødtype, indtil videre købes i Bilka, Føtex og Lidl. Dagrofa overvejer at følge trop. Bilka og Føtex køber svinekødet hos handelsfirmaet Tamaco, mens Lidl har handelsfirmaet Wiking Meat som leverandør.
Hos Bilka fortæller Peter Rodh Nielsen, Head of Retail, at kæden sælger mere kød fra grise opdrættet uden brug af antibiotika end økologisk kød.
»For godt et halvt år siden gik vi i gang med det her, fordi kunderne efterspørger fødevarer, der er renere. Forbrugerne vil f.eks. have fødevarer, der er antibiotikafri, glutenfri eller sukkerfri. Der er ingen tvivl om, at efterspørgslen efter økologi er kæmpestor og vil blive ved med at vokse. Men vi oplever også stigende efterspørgsel på den nye gris. Det er dog umuligt at sige, hvor stort salget kan blive,« siger han.
Bilka og Føtex, der indgår i Dansk Supermarked Group, får deres specialkød ugentligt i form af omkring 200 grise fra tre jyske landmænd, som samarbejder med et lille slagteri og Tamaco. Kødet er mærket med »opdrættet uden brug af antibiotika« og koster mere end konventionelt svinekød.
Hos Dansk Supermarked har Berlingske fået følgende priseksempler hvert på et halvt kilo: Hakkekød med 8-14 pct. fedt 20 kr., ribbensteg 32,95 kr. og koteletter 38,12 kr. Kødet er dermed billigere end kød fra økogrise og frilandsgrise.
Lidls kød fra grise, der er opdrættet uden brug af antibiotika og uden GMO i foderet, er netop kommet ud i butikkerne.
»Flere og flere kunder efterspørger i dag at kunne købe varer, hvor god dyrevelfærd og bæredygtighed er i højsædet. Ved at tilbyde GMO- og antibiotikafrit opdrættet grisekød kan vi nu tilbyde vores kunder et alternativ til konventionel gris,«, siger Tina Kaysen, der er CSR-ansvarlig i Lidl.
Dagrofa med blandt andet kæderne Meny, Kiwi og Spar har denne melding:
»Svinekød fra grise, der ikke har fået antibiotika, er helt klart et område, vi kigger på,« siger Hans Holmstedt, kategoridirektør i Dagrofa.