Sådan sparer du CO2 bag rattet

Det er især ved bykørsel, der er meget at spare ved at køre optimalt. Læs her hvordan.

Foto: Carsten Teiner
Læs mere
Fold sammen

30 procent. Så meget har en enkelt chauffør sparet miljøet for i CO2-udledning ved at lære at betjene bilen mere økonoisk og samtidig sparet tilsvarende mængde brændstof til mellem otte og ti kr. pr. liter.

Det er især ved bykørsel, der er meget at spare ved at køre optimalt, og faktisk er 50 procent af den danske kørsel henlagt til byerne.

Peugeot indførte sit »Blue Drive- kørekursus« hos alle Peugeot-forhandlere i april, og de positive tilbagemeldinger fra bilisterne viser, at alle chauffører ved at lære at køre bilen økonomisk kan opnå betragtelige brændstofbesparelser. Ingen andre bilorganisationer har ansat en uddannet og dedikeret miljøcoach hos landets forhandlere. Coachen har ansvaret for, at alle sælgere hos forhandleren kan coache den enkelte kunde.

Fokus på klima

- Miljøcoachen skal kort sagt sørge for et konstant fokus på klima og miljø i bilhuset, så den lovende proces holdes i gang, for erfaringerne viser, at 'Blue Drive' rummer et stort potentiale for både brændstof- og økonomibesparelse, siger Jens Andersen, miljøchef i den danske Peugeot-organisation.

Alle miljøcoaches hos forhandlerne har været til uddannelse hos Jens Andersen en hel dag – altid med kun omkring seks deltagere pr. gang.

Jens Andersen, der før var teknisk direktør i organisationen, er også forbindelsesled til Energistyrelsen, som man arbejder med i »et ton mindre-kampagnen«. Han er ofte med, når Peugeot Danmark kører landet rundt med en klimakaravane, hvor der rådgives om Peugeot »Blue Drive« og energioptimering i vores boliger.

Desuden er han ofte foredragsholder om emnet og har ligeledes tæt kontakt med danske politikere. Ikke mindst i et klimaår som i år – med topmødet i december i København som kulmination – har han nok at se til.

Anden kørestil

Mange bilister skifter i disse år fra benzin- til dieselbil, og det kræver en helt anden kørestil.

- Det centrale aspekt i Peugeots 'Blue Drive-kørekursus' er at justere førerens kørestil fra ubevidst til bevidst. Ved at ændre sine vaner en lille smule og følge nogle enkle tips, opnås et overraskende positivt resultat, siger Jens Andersen.

Hos mange af forhandlerne er det op til 80 procent af nybilskunderne, der siger ja til det køretekniske kursus. For mange går der sport i at få det bedste ud af bilens teknologi. Det er alle kunder – både de, der køber en lille Peugeot 107 og de erhvervsfolk, der køber en Peugeot Boxer-varebil.

- Oftest kører kunden i sin nye bil i en uge for at vænne sig til den, før han eller hun kommer på kursus. Så får de mere ud af køretræningen. Moderne biler skal man ikke køre som med et æg under foden. Man skal tværtimod bruge bilmotorens potentiale og accelerere hurtigt op i gearene og så finde en passende hastighed med lave omdrejninger i så højt gear som muligt, siger Jens Andersen

En del forhandlere har gennemført weekendarrangementer, hvor man for forsøgets skyld havde bedt kunder gennemkøre en fastlagt rute med vanlig kørestil og dernæst havde coachet dem i »Blue Drive«.

I nogle tilfælde nedsatte kunden brændstofforbruget med 35 procent, og det endda med samme gennemsnitsfart, hvilket understreger, at det ikke behøver at være kedeligt at køre miljøbevidst.

- Alle kan lære at køre mere økonomisk, og det gavner både økonomien og miljøet. Der har været mange tusinde besøgende forbi det store set-up med 'et ton mindre-kloden' som centrum ved de foreløbig fem gennemførte forhandler-arrangementer, og i dagene efter Peugeots klimadag har miljøcoachen hos de forskellige forhandlere oplevet stor interesse for 'Blue Drive', siger Jens Andersen.