Sådan slap Aarhus Universitet af med Cheminova

Cheminovas stifter forærede i 1944 virksomheden til Aarhus Universitet til evigt eje. Troede han. Men Aarhus Universitets Forskningsfond har i årtier søgt at sælge Cheminova. Tre gange gav fondsmyndighederne grønt lys, inden det omsider lykkedes. Et væsentligt svigt af den danske fondsmodel, mener kritiker.

»Cheminova er nu blevet solgt til FMC og har dermed fået en ny og bedre ejer, der har musklerne til at udvikle og styrke virksomheden i et stadigt mere konkurrencepræget marked, og det har jeg det faktisk godt med,« siger Forskningsfondens formand og rektor for Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen. Foto: Bo Amstrup
Læs mere
Fold sammen

Hvis Cheminovas stifter Gunnar Andreasen troede, at han havde ristet sin vilje i runer til al evighed, da han forærede livsværket til den nyoprettede Aarhus Universitets Forskningsfond i 1944, så troede han forkert.

I fondens grundlov, fundatsen, skrev han ganske vist dengang for næsten 70 år siden: »Aktierne i A/S Cheminova ... kan under ingen Form afhændes eller belånes og skal af Undervisningsministeriet forsynes med Prohibitivpaategning«.

Gunnar Andreasen stipulerede også, at aktiekapitalen kun kunne udvides, hvis de nye aktier ubeskåret blev fondens ejendom. I 1947 blev fundatsen sikret af Frederik d. 9. ved kongelig konfirmation, og alt burde være i den skønneste orden.

At Gunnar Andreassen mente, hvad der stod i fundatsen, bekræftede han i 1983 i bogen »Første halvleg«, hvor han beskrev, hvordan han besluttede »at båndlægge alle nuværende og kommende aktier i A/S Cheminova i en fond med konfirmeret fundats - dvs. at fundatsen ikke (GAs kursivering) kan ændres.«

Men torsdag 30. april 2015 gennemfører Aarhus Universitets Forskningsfond alligevel formelt salget af sin aktiemajoritet i kemivirksomheden til den amerikanske kemikoncern FMC Corporation. Gunnar Andreasen lod nemlig en kattelem stå åben. Den oprindelige fundats kunne ændres, hvis fire femtedele af såvel Forskningsfondens som Aarhus Universitets bestyrelse stemte for ændringen – og hvis Undervisningsministeriet godkendte det.

Og tingene kom altså langtfra til at gå, som Gunnar Andreasen havde tænkt sig. Fundatsen var ikke ristet i runer eller bøjet i neon, for en fundats, den ændrer man, hvis det passer i éns kram. Det viser i hvert fald det begivenhedsforløb, som Berlingske kan oprulle med bistand fra en af Cheminovas aktionærer og tidligere ansatte, virksomhedens mangeårige kommunikationschef Kurt Aabo.

Aabo søgte aktindsigt

Aabo kalder det en skandale, at Forskningsfonden ikke har respekteret Gunnar Andreasens vilje og sørget for at udvikle virksomheden frem for at afhænde den. Han har gennem det sidste års tid investeret tid og energi i at søge aktindsigt hos myndighederne for at få styr på, hvordan det lykkedes Forskningsfonden at slippe af med Cheminova.

Forskningsfonden har siden 1944 vokset sig stor og stenrig på basis af udbytter og aktiesalg fra virksomheden. Fonden bogførte aktiver for over 2,3 mia. kr. og et resultat på 278 mio. kr. i 2013, hvoraf knap 90 mio. kr. blev uddelt. Udover millionuddelinger har fonden bl.a. opbygget et ejendomsselskab og en forskerpark.

Den første væsentlige ændring af ordlyden i den fundats, som Gunnar Andreasens stod bag, skete ved børsnoteringen af Cheminova i 1986. Her fik Aarhus Universitets Forskningsfond lov til at sælge ud af aktierne i kemivirksomheden, men beholdt selv majoriteten både målt på stemmer og på kapital. Ved den lejlighed kom der en stor kapitaltilførsel på flere hundrede millioner kr. i kassen. Cheminova fik lov til at beholde en mindre del af pengene. Resten snuppede ejeren, Forskningsfonden.

Men fortyndingen af ejerskabet var ikke slut. Aarhus Universitets tidligere rektor og formand for Forskningsfonden Henning Lehmann beskrev i bogen »Guldknapper i aurikelbedet«, hvordan fonden i 1990 havde fået »åbnet« fundatsen i forhold til fondsejede virksomheders potentielt (for) store bundethed af deres fond.

Ændring af fundatsen

I 1990 blev der nemlig indført en holdingstruktur, som betød, at fundatsens oprindelige forbud mod at sælge aktier blev ændret fra at omhandle Cheminova A/S til at omhandle holdingselskabet, som i dag hedder Auriga. En åbning med perspektiv i.

Kurt Aabo har fået aktindsigt i en række dokumenter hos Erhvervsstyrelsen: »Det overraskede mig at erfare, at forskningsfonden allerede for 17 år siden og efterfølgende ti år senere forsøgte at slippe af med Cheminova,« siger Kurt Aabo.

I 1998 gjorde Aarhus Universitets Forskningsfond således sit første forsøg på at få Cheminova solgt. Fonden forklarede fonds-myndigheden, at Cheminova ganske vist – endnu – var en profitabel virksomhed. Men globaliseringen og koncentrationen inden for plantebeskyttelsesmidler betød, at store konkurrenter risikerede at køre den lille danske virksomhed over.

Derfor skulle der handles hurtigt, hvis man ville sikre sig, at mulige alliancepartnere ikke valgte andre partnere end Cheminova. Derfor var det nødvendigt, at forskningsfonden fik lov til at sælge ud af virksomheden og opgive den bestemmende indflydelse. Det kunne kun gå for langsomt.

Det forstod Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og gav sit samtykke til, at fonden kunne slippe ejerskabet af kemivirksomheden. Trods hastværket løb salgsbestræbelserne imidlertid ud i sandet, men i 2008 gjorde Forskningsfonden et nyt forsøg. Endnu en gang gik fonden til myndighederne, og endnu en gang fik fonden grønt lys til at sælge ud af sine Cheminovaaktier – men endnu en gang kuldsejlede salget, angiveligt på grund af finanskrisen. Sommeren 2014 – 16 år efter det første salgsforsøg i 1998 – gjorde Aarhus Universitets Forskningsfond så sit sidste forsøg, skulle det vise sig. Fondsbestyrelsen skrev til Erhvervsstyrelsen, at fonden kunne opnå bedre afkast og dermed mindske sin risikoprofil, hvis virksomheden blev solgt. Så kunne fonden nemlig investere i mere likvide aktiver med spredt risiko og i sidste ende dele flere penge ud til forskning.

Opkøb afgørende for overlevelse

Forskningsfonden argumenterede som tidligere, at konsolideringen på verdensmarkedet for plantebeskyttelse betød, at størrelse i endnu højere grad end før var afgørende, og at Cheminova enten skulle opkøbe eller opkøbes for at overleve. Den sidste mulighed var ikke aktuel, fordi fonden ikke havde ressourcer til at bistå virksomheden i konsolideringen – hvorfor fonden ikke var den rette ejer, understregede fondsbestyrelsen, som også pegede på det store behov for at støtte fri forskning ved Aarhus Universitet.

Alt dette forstod Erhvervsstyrelsen, og i september 2014 fik Forskningsfonden grønt lys til at sælge. Og denne gang lykkedes det. Cheminova blev afhændet til FMC for 8,5 milliarder kr.