Sådan blev 283 millioner kroner spildt på skrottet it-system

23 leverandører var involveret i sagsbehandlingssystemet Proask, som blev opgivet i 2014. Version2 har fået aktindsigt i, hvor pengene er blevet af.

Foto: Nikolai Linares. Arbejdsskadestyrelsen på Østerbro, København.
Læs mere
Fold sammen

Arbejdsskadestyrelsens nu skrottede sagsbehandlingssystem Proask endte med at koste knapt 283 millioner kroner. Hovedparten af pengene er gået til to leverandører, men i alt har 23 eksterne leverandører været involveret i projektet.

Det skriver version2.dk

Det fremgår af en oversigt over udgifterne til Proask, som Arbejdsskadestyrelsen har udarbejdet som svar på en aktindsigtsansøgning fra Version2. Det tog styrelsen 11 måneder at udlevere de efterspurgte tal fra ansøgningen.

Det oprindelige budget for Proask var på 108 millioner kroner. Det tal kan dog ikke direkte sammenlignes med den samlede sum, der nu er brugt på Proask-projektet, da de 283 millioner kroner blandt andet omfatter tabte driftsomkostninger, som ikke var en del af projektets budget, men er opstået som følge af, at Proask aldrig kom til at virke.

Læs også: Skrottet it-system til 283 mio. duede slet ikke til formålet

Testbrugerne klagede over lange svartider, så det i praksis var langsommere at arbejde i det nye system end i det gamle. Årsagen lå angiveligt hovedsageligt i valget af en regelbaseret tilgang til automatisering af sagsbehandlingen.

Der er således brugt 87,6 millioner i hele forløbet på drift og vedligeholdelse. Derudover er der ud af de samlede projektomkostninger 25,7 millioner kroner i renter. Ifølge opgørelsen fra Arbejdsskadestyrelsen har selve udviklingen af Proask kostet 149,5 millioner kroner. Dertil kommer 6,9 millioner kroner til foranalysen og 13,3 millioner kroner til systemmodning.

Hovedleverandøren Steria og Arbejdsskadestyrelsen havde indgået en kontrakt med en fast pris på 70,8 millioner kroner for selve udviklingen af Proask, men Steria har derudover også fået betaling for yderligere udviklingsarbejde af efterleverancer og for drift. I alt har Steria haft en omsætning på 189,6 millioner kroner på Proask-projektet.

Alene til udvikling er det samlede beløb endt på 127,3 millioner kroner. Præcis hvilke ydelser det omfatter ud over det, der lå i den oprindelige kontrakt på 70,8 millioner kroner, har Version2 ikke kunnet få oplyst.

Læs også: Bonnerup: Konsulenter burde have sagt fra i Proask-sagen

Steria har også modtaget 60,1 millioner kroner til driftsmiljøer. Det skal ses over en flerårig udviklings- og testperiode, men det er ikke udspecificeret, hvilke driftsomkostninger der er tale om for et system, der aldrig blev taget i brug af organisationen.

Version2 har flere gange tidligere i forløbet forgæves forsøgt at få en officiel kommentar fra Steria. Det samme gælder PA Consulting, der var ekstern rådgiver og i alt leverede konsulentydelser for 33,7 millioner kroner til Arbejdsskadestyrelsen.

Steria, som nu er blevet til Sopra Steria, ønsker fortsat ikke at kommentere sagen.

Version2 har ligeledes forgæves forsøgt at få aktindsigt i de rapporter, der lå til grund til, at Arbejdsskadestyrelsen efter rådgivning fra Kammeradvokaten endte med at godkende Sterias leverance af Proask, selvom der var alvorlige problemer med systemet.

Læs hele artiklen og se tabel som viser, hvorledes størstedelen af de 283 millioner kroner er blevet brugt på forskellige dele af projektet hos en lang række leverandører.

Deltag i debatten på version2.dk