Så stor betydning har Fredagsrock for Tivolis økonomi

Tivoli har stor succes med sit musikkoncept, Fredagsrock, hvor en stribe danske og udenlandske kunstnere tiltrækker flere gæster til forlystelsesparken med koncerter på plænen hen over en stor del af sæsonen. Særligt gennem de seneste år har konceptet vokset sig meget stort.

Foto: Liselotte Sabroe. Tivoli har stor succes med sit musikkoncept, Fredagsrock. Her optræder Snoop Dogg i Tivoli.
Læs mere
Fold sammen

Tivoli selv estimerer, at der på en gennemsnitlig sæson er cirka en halv million gæster til fredagskoncerterne, og det betyder meget for forretningen Tivoli - både i entréindtægter, men også i mersalg i de forskellige boder.

- Det er en ualmindeligt vigtig faktor rent økonomisk. Det har givet et enormt boost i vores besøgstal, men også i salget af årskort, fordi det hurtigt kan blive billigere at gå til koncerterne, hvis man har et årskort. Og med så mange gæster på en gennemsnitlig sæson, kan enhver jo regne ud, at det ikke er helt ubetydelige beløb, der løber igennem, siger Lars Liebst, der er administrerende direktør hos Tivoli, til Ritzau Finans.

Ifølge ham har Fredagsrock-konceptet løftet Tivolis salg af årskort til et godt stykke over 250.000, og det er en god forretning - ikke kun om fredagen.

- Der bliver skabt noget loyalitet på den måde, og det vil sige, at det langsigtet er en rigtig god investering, fordi du får gæster, der er rigtig loyale gennem mange år, siger Lars Liebst.

- Mange finder så også ud af, at Tivoli også kan bruges på mange andre tidspunkter sammen med familie, venner og lignende, fortsætter han.

Stor PR-værdi

Ud over det rent økonomiske aspekt bidrager de populære fredagskoncerter i Tivoli også med en stor brandingværdi for forlystelsesparken, der på den måde bliver associeret med store internationale kunstnere.

Den del er også yderst værdifuld, men svær at sætte tal på i kroner og øre.

- Da Lady Gaga (amerikansk sangerinde, red.) var her sidst, lagde hun billeder ud fra Tivoli, og det er guld værd. Sting (engelsk musiker, red.) omtaler også stadig sin oplevelse i Tivoli som en god koncert og siger, at han elsker at spille her. Brandingeffekten fra sådan nogle kommentarer er naturligvis enorm, siger Lars Liebst.

Skal vedligeholde konceptet

Selv om Fredagsrock gennem de seneste efterhånden mange år har været en stor succes for Tivoli - så stor, at forlystelsesparken nu har sin helt egen bookingafdeling, der fastsætter hvert års program - er det vigtigt for direktøren, at man ikke læner sig tilbage.

Der skal hele tiden bygges videre på ideen, så man sørger for at ramme så stor en alsidighed som muligt - og dermed også så mange forskellige gæster som muligt.

På helt kort sigt har Tivoli dog fundet en løsning på den umiddelbart største udfordring. Parken har skullet forholde sig til regler for, hvor højt der må spilles på plænen på grund af naboerne i det centrale København, og det har givet visse udfordringer.

- Der er mange kunstnere, der har syntes, at det ikke altid var lige sjovt at spille her, fordi man ikke må spille højt, men det synes jeg, at vi nu har fundet en god løsning på i samarbejde med Københavns Kommune, siger Lars Liebst.

Manglede alternativer

Ideen om Fredagsrock opstod tilbage i 1996, da Tivoli løb ind i en udfordring med at have tilbud nok til folk i alle aldersgrupper.

- Dengang var det primært det ældre segment med børnebørn, der besøgte os - og så nogle forretningsfolk. Der var et stort hul midt i det segment, som vi dengang kaldte for 18-39-årige. Vi fandt ud af, at en god måde at lave noget til dem var at udnytte fredag aften, når de andre alligevel ikke var her. Sådan startede det hele, siger Lars Liebst.

- Pludselig blev Tivoli vendt til at være noget, der omfattede alle, men siden har det naturligvis udviklet sig meget. Når Elton John (engelsk musiker, red.) eksempelvis er på scenen, er gennemsnitsalderen bestemt ikke inden for 18-39 år. Men det siger bare lidt om den bredde, som konceptet har fået, fortsætter han.

Tivoli omsatte sidste år for 1244 mio. kr. mod 1144,8 mio. kr. året før. Omsætningen i forlystelsesparken er steget støt siden 2009.