Så ondt gør "Dieselgate": Volkswagen leverer gigantisk underskud

Den skandaleramte tyske bilkoncern Volkswagen har i tredje kvartal tabt 26 milliarder kr. på driften som følge af Dieselgate. Det er værre end forventet, og ledelsen venter et markant ringere resultat i år end sidste år.

Volkswagens topchef  Matthias Mueller Fold sammen
Læs mere
Foto: ODD ANDERSEN

Volkswagen har tirsdag sat tal på, hvor meget dieselskandalen har kostet indtil videre. Af regnskabet for tredje kvartal fremgår det, at der er afsat 6,7 milliarder euro eller 50 milliarder kr. til omkostninger som følge af svindelen med dieselmotorerne i 11 millioner biler. Og som følge af de seneste måneders udvikling varsler koncernen et markant lavere driftsoverskud for hele året i forhold til 2014.

Hvis man ser bort fra de 6,7 milliarder euro, der er afsat til at råde bod på skaderne, så er skandalen tilsyneladende også gået ud over salget i tredje kvartal. Sagen med snydesoftwaren i millioner af dieselmotorer kom til offentlighedens kundskab omkring den 20. september - altså cirka ti dage før regnskabsperiodens udløb.

Der er i tredje kvartal solgt 2.350.000 bliver fra Volkswagen-koncernen. Det var 3,7 pct. færre end i den samme periode sidste år. Og faldet tredje kvartal har været større end i resten af året, efter som salget i årets første ni måneder kun er faldet med 2,7 pct.

Selve omsætningen i tredje kvartal er i år steget med 5,3 pct. til 51,5 milliarder euro, mens salget for årets første ni måneder er steget 8,5 pct.

Værre er det gået med driftsresultatet, før ekstraomkostningerne på 6,7 milliarder euro. Den ordinære drift faldt således i tredje kvartal med 0,7 pct. til 3,2 milliarder euro, hvor det ordinære driftsresultat for januar til september er steget med 8,3 pct.

»Skandale-regnskabet« for tredje kvartal ender med et underskud på 1,7 milliarder euro, hvor tredje kvartal 2014 gav et overskud på 2,6 milliarder euro.

VW-aktien steg umiddelbart efter offentliggørelsen af kvartalsregnskabet med 3 pct.

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet vurderer, at stigningen kan skyldes, at der ikke er nye større negative overraskelser i tallene, og at investorerne derfor drager en form for et »lettelsens suk«.

»Investorerne er på vej videre og forsøger nu at tegne et billede af hvordan VW vil se ud i 2018 på den anden side af »dieselgate«. Det mest sandsynlige er, at det nye VW bliver ligeså stærkt men et forandret VW som det »gamle VW«, skriver han i en kommentar.

Volkswagen-ledelsen sammenfatter selv de positive og negative ting i regnskabet således:

»Tallene viser på den ene side styrken i kerneforretningen i Volkswagen Group, mens den anden side viser de første følger af den aktuelle situation. vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at genvinde den tillid, vi har mistet,« skriver koncernchef Matthias Müller i kvartalsmeddelelsen.

Og manden på pengekassen, CFO Frank Witter tilføjer:

»Volkswagen Group har meget solide og robuste likviditetsreserver. Det vil hjælpe os til at håndtere den udfordrende situation, der er udløst af diesel-sagen«.

For hele 2015 venter koncernledelsen, at Volkswagen vil komme til at levere ligeså mange biler som sidste år. Men »Dieselgate« vil altså kaste en grim skygge over resultatet.