Frank Sinatra sang om det, Elon Musk planlægger det, mens kun ganske få har faktisk gjort det.
Da den flamboyante mangemilliardær Richard Branson for knap en måned siden rejste ud i rummet, blev han ikke historiens første rumturist, men den store bevågenhed og ikke mindst det faktum, at Branson landede sikkert, var det sidste »go« for det, der nu bliver en reel industri.
Den amerikanske storbank Bank of America Merrill Lynch har tidligere spået, at rumindustrien kan få en samlet værdi af mindst 17.000 milliarder kroner inden for de næste 30 år.
Men hvad koster det, hvis man vil have et afbræk fra den travle hverdag og vil en smut ud i rummet? Som med de fleste charterferier handler det om valget af rejseselskab, pakkeløsningen og rejsens varighed.
I slutningen af juni fik rumfartsselskabet Virgin Galactic, der ejes af Richard Branson, licens af de amerikanske myndigheder til at foretage kommercielle rumrejser med passagerer. Flere år op til solgte selskabet billetter til mellem 200.000 og 250.000 dollar – omkring 1,5 millioner kroner. En dansker er blandt de 430 personer, som nåede at sikre sig en plads.
Når de første kommercielle rejser med Virgin Galactic efter planen sætter kurs mod rummet i løbet af 2022, bliver billetprisen dog noget højere. I går oplyste selskabet, at det åbner for billetsalget på torsdag, men nu til en pris fra 2,8 millioner kroner per sæde. Der vil angiveligt være mulighed for at købe et enkelt sæde eller en pakkeløsning med flere sæder.
Og hvad så med konkurrenterne? Et højtprofileret rumkapløb har længe fundet sted mellem tre af jordklodens rigeste: Virgin-stifter Richard Branson, Amazon-stifter Jeff Bezos og Tesla-stifter Elon Musk.
Selvom Jeff Bezos formentlig havde håbet på at vinde kapløbet, fik han sin livslange drøm om at rejse ud i rummet opfyldt blot ni dage efter Richard Branson.
Bezos' rumselskab hedder Blue Origin, og her vil en fremtidig billet angiveligt koste i omegnen af 3,1 millioner kroner.
Elon Musk, som endnu ikke selv har været i rummet, har med rumselskabet SpaceX planer om at sende fire mand afsted til januar. Ifølge Forbes koster det angiveligt hele 345 millioner kroner, men så får de heldige også et ophold på Den Internationale Rumstation (ISS) i ti dage.