Så mange supermarkeder sælger overskudsmad

Landets første supermarked med overskudsvarer åbnede i denne uge, men også i dit lokale supermarked kan du spare penge på madspildsvarer.

Danmarks første sociale supermarked åbner på Amager - Wefood - Folkekirkens Nødhjælp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Wefood-supermarkedet, som er åbnet på Amager i København, skal i den kommende tid agere prøveklud.

Folkekirkens Nødhjælp håber nemlig, at konceptet kan bredes ud til resten af landet med tiden.

»Grundlæggende skal Wefood gøre en indsats for at hindre madspild i Danmark, og samtidig skal vi prøve os frem med konceptet for at se, om det kan bredes ud til flere byer i Danmark«, siger Per Bjerre, pressechef i Folkekirkens Nødhjælp, der står bag Wefood-butikken, til Ritzau Fokus.

Og den er Dansk Supermarked helt med på.

I hovedstaden er Føtex-butikkerne allerede gået i gang med at donere til det sociale supermarked.

For at brede konceptet ud i landet vurderer CSR-chef hos Dansk Supermarked, Helene Regnell, at producenter og grossister bliver nødt til at donere produkter, de ellers ville have smidt ud.

»Hver eneste dag sker det, at etiketter bliver sat skævt, eller at jordbærmarmeladen havner i abrikosglassene, og ofte er producentens eneste udvej at destruere fejlen og kalde det produktionsspild«, siger hun til Ritzau Fokus.

Det kan stort set aldrig betale sig at rette op på en fejl, hvor et antal varer er mærket forkert eller påfyldt den gale emballage.

Hvis producenter og grossister til gengæld vælger at donere dem i stedet for at bortskaffe fejlprodukterne, kan butikker som Wefood få adgang til meget større kvantum af varer, end almindelige detailbutikker kan levere.

»Skal man udelukkende have varer fra detailhandlen, kræver det mange butikker for at skrabe et varelager sammen«, forklarer Helene Regnell.

Hos Coop har man valgt at brede indsatsen mod madspild ud på hver enkelt butik, og indsatsen har her været landsdækkende i snart to år.

»I alle vores 1200 butikker kan man finde et område, hvor varer, som snart udløber, bliver solgt, typisk til halv pris«, forklarer Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.

Indsatsen har medført, at Coop i snit har reduceret deres madspil med cirka 10 procent om året siden 2014. Per Juul Nielsen giver blandt andet forbrugernes øgede bevidsthed om madspild en del af æren for tendensen.

»Vi kan se, at vores kunder går mere og mere op i at være med til at reducere madspildet, og det kommer jo også til udtryk i foreninger som Stop Spild af Mad og nu den nye Wefood-butik«, siger han.

Desuden har Coop en aftale med Fødevarebanken om afhentning af varer fra lagrene, som snart udløber.

Fødevarebanken henter og fordeler varerne mellem sociale organisationer.

Business TV: Har WeFood en fremtid?