Så mange penge tjener Leicester på triumfen

Leicester City har vundet det engelske mesterskab. Den sportslige triumf overgås kun af de vanvidssummer, den – indtil for nylig – halvfattige klub står til at få tilført.

Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA

Da den engelske dommer Mark Clattenburg mandag aften blæste i sin fløjte og markerede afslutningen på 90 minutters intens fight mellem Chelsea og Tottenham i den bedste engelske fodboldrække, markerede han slutningen på et nyere tids allerstørste fodboldeventyr.

Upåagtede Leicester, der på samme tid sidste kæmpede for at overleve i Premier League, har vundet mesterskabet. For to år siden lå man i den næstbedste række.

Den sportslige triumf er der skrevet mangt og meget om, men i fodboldens verden er der en direkte linje mellem gode resultater og høj indtjening. Leicester, der for få år tilbage havde underskud i forretningen, står til at tjene milliarder. Berlingske Business guider og fortæller den sportslige triumf i tal.

Stjernerne

Fire spillere har i særlig grad imponeret i den forgangne sæson, heriblandt en blond dansk målmand, og i flere tilfælde er der tale om spillere, der inden sæsonen var mere eller mindre ukendte.

Den tyske sports­database Transfermarkt beregner med jævne mellemrum spilleres aktuelle markedsværdi (i cirkatal), og som det fremgår, har Leicester-stjernerne taget kvantespring i indeværende sæson.
Det er værd at bemærke, at Transfermarkt opererer med forholdsvis konservative bud, og der har eksempelvis været rygter om, at en af spillerne, Riyad Mahrez, kan blive solgt for 250 millioner danske kroner.

Så mange penge får Leicester 2016-17

Premier League

  • Det er ikke for sjov, at man taler om Premier League som den mest pengestærke liga i verden.
  • De seneste år er TV-rettighederne steget voldsomt i værdi. I efteråret købte TV-stationerne Sky Sport og BT TV-rettighederne i en treårig aftale, der løber fra sommeren 2016, og som sikrer klubberne i omegnen af 50 milliarder kroner til deling.
  • Såfremt Leicester vinder titlen, vil klubben samlet få 870 millioner kroner for indeværende sæson.
  • I næste sæson vil man som minimum få 950 millioner kroner, uanset hvordan man ender.

Champions League

  • Leicester er allerede garanteret en plads i Champions League fra næste sæson og dermed en bid af den mest eftertragtede kage i global fodbold. Selv hvis klubben skulle tabe samtlige kampe, vil den sandsynligvis tjene i omegnen af 300-400 millioner kroner alene for at deltage. Dertil kommer billetindtægter.
  • Beløb for at deltage i turneringen: 89 millioner kroner
  • Beløb per vunden kamp: 11 millioner kroner
  • Beløb per uafgjort kamp: 3,73 millioner kroner
  • Kvalifikation videre fra gruppespillet: 41 millioner kroner
  • Market pool (samlet TV-sum, der deles mellem de forskellige lande): Sandsynligvis mellem 220 og 300 millioner kroner.

Kilde: Uefa