Når de danske OL-atleter vinder medaljer i Paris, er det ikke kun den prestigefyldte titel og medaljen, de kan hive med hjem.

Danmark er nemlig blandt de lande, der belønner deres atleter med en pengepræmie, hvis de kommer på podiet ved legene.

Indtil videre er det ikke lykkedes de danske sportsstjerner at vinde en af de eftertragtede medaljer ved årets OL, men ved det seneste OL, i Tokyo i 2021, vandt Danmark 11 medaljer i alt.

Ender det med en guldmedalje til en dansk atlet i år, udløser det en bonus på 100.000 kroner. En sølvmedalje giver 75.000 kroner, og en dansk bronzevinder vil kunne tage hjem fra Paris med 50.000 kroner ekstra på lommen. 

Det skriver mediet Finans.

Og danskerne er langt fra de eneste, der bliver forgyldt i mere end én forstand. 

Millionbonusser

Den Internationale Olympiske Komité uddeler ikke pengepræmier, men de enkelte landes sportsforbund kan vælge at gøre det.

I Danmark er det Team Danmark, der udbetaler bonusserne til atleterne, og det er op til de enkelte lande at bestemme, hvor store beløb de vil udbetale.

Og det er ikke småpenge, men derimod millionbeløb, nogle lande kaster efter deres bedste idrætsudøvere. 

CNBC har, baseret på tal fra de nationale olympiske komiteer, idrætsforbund og lokale rapporter, samlet en liste over lande, der udbetaler medaljebonusser ved OL. 

I toppen af listen finder man Hong Kong, hvor en guldmedalje udløser 5,3 millioner kroner. 

De penge er der indtil videre to af landets deltagere, der kan se frem til at indkassere – Vivian Kong og Cheung Ka Long, der begge har vundet OL-guld i fægtning.

Landet har desuden vundet to bronzemedaljer, der hver især udløser omkring 1,3 millioner kroner.

Hong Kong bliver efterfulgt af Singapore og Indonesien, der giver henholdsvis 5,1 og 2 millioner kroner til atleter, der får en førsteplads ved dette års OL. 

Ud over de tre lande kaster også Israel, Kasakhstan og Malaysia et millionbeløb efter de af deres atleter, der ender på toppen af podiet. 

Frankrig topper op

Mens de danske soloatleter kan se frem til op til 100.000 skattefrie kroner, er pengepræmien i holdsport ikke helt lige så prangende. 

Finans skriver, at holdmedaljer – uanset om metallet er guld, sølv, eller bronze – udløser 500.000 kroner til holdet, der må fordele pengene, som de ønsker. 

I Frankrig, der er værtsnation for dette års lege, har man valgt at være ekstra gavmilde over for de atleter, der vinder på hjemmebane. 

Hvor olympiske deltagere fra Frankrig i Tokyo fik kastet 485.000 kroner efter deres guldmedaljer, kan de i år se frem til at modtage omkring 600.000 ifølge Finans.

Årets OL løber frem til til 11. august, mens de paraolympiske lege bliver afholdt fra 28. august til 8. september.

USA er det land, der indtil nu har vundet flest medaljer – 38 – mens Kina indtager førstepladsen, når det gælder guldmedaljer: 26.