Så kom 2 procent uden afdrag på markedet

Realkredit Danmark introducerer nu en stribe nye lån.

Foto: Niels Ahlmann Olesen

De lave renter på realkreditobligationer får nu Realkredit Danmark til at introducere nye fastforrentede lån. Der er tale om et nyt 10-årigt lån med en kuponrente på bare 0,5 pct., et 15-årigt lån med en kuponrente på 1 pct. samt et 30 årigt 2 pct. lån uden afdrag.

- Vi har i denne omgang valgt at åbne for de nye lån hurtigere end "normalt", da ingen af de højere fastforrentede alternativer har passeret kurs 100, og de er dermed fortsat åbne for tilbudsgivning. Det skal ses i lyset af, at kurserne på det seneste har bevæget sig særdeles tæt på kurs 100, og dermed skal der ikke meget rentefald til, før disse lån lukker, hedder det i en kommentar fra cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.

Realkredit Danmarks anbefaling til husejerne er at bruge de højere forrentede alternativer, da papirerne ligger tæt på kurs 100 og kurstabet derfor er noget mindre end på de nye boligobligationer med lavere rente.

- Som sædvanlig er der usikkerhed omkring åbningskursen på de nye obligationer, men vi vurderer her og nu, at det tiårige 0,5 pct. lån vil åbne i en kurs omkring 97,8, det 15-årige 1 pct. lån i omegnen af 96,8, mens det afdragsfrie 30-årige 2,5 pct. lån vil have en kurs på omtrent 95,9. Obligationerne ventes at være i vores systemer i starten af næste uge, fortæller Realkredit Danmark.