Så er halvdelen af Danmarks DAB-radiokanaler væk

Populære radiostationer indgår 12-årig aftale for at sikre sig pladsen på det nye, landsdækkende digitalradionet.

For en måned siden blev det digitale DAB-radionet i Danmark udvidet, så der blev plads til en række nye, landsdækkende kanaler. Nu er halvdelen af pladserne fyldt op - frem til 2029. Arkivfoto: Philips Fold sammen
Læs mere

Halvdelen af de nye, landsdækkende radiokanaler, som der for en måned siden blev plads til på det digitale DAB-radionet, er nu fyldt op 12 år frem i tiden.

Selskabet bag de populære radiokanaler Voice, Pop FM og Nova FM har nemlig sikret sig frekvenserne frem til 2029. Bauer Media, som i alt driver syv radiokanaler i Danmark, satser dermed stort på digital radio.

Millionstor aftale

»Typisk varer sådanne aftaler to-fire år. Her har vi en aftale på plads for de næste 12 år, hvilket understreger, at man tror på DAB-radio. Men samtidig har Bauer Media sikret sig kanalpladsen, som vi forventer bliver udsolgt,« siger Martin Løbel, administrerende direktør for Teracom, som driver det danske radio- og TV-sendenet, til Berlingske.

Omkring 18 procent af al radiolytning i Danmark foregår på DAB-radioer.

Aftalen er et tocifret millionbeløb værd.

»Som alle andre medier bliver radio mere og mere digital. For radio betyder det på sigt, at lytningen flytter sig mod DAB+ og internettet, og for os er det vigtigt at sikre, at vores lyttere over hele landet kan få adgang til Bauers radiokanaler på de platforme, som de foretrækker,« siger Jim Receveur, som er administrerende direktør for Bauer Media.

Der er ni kanaler tilbage - og flere interesserede

Han glæder sig over, at DAB+ giver mulighed for at få flere landsdækkende radiokanaler, samtidig med at det bliver billigere at nå ud til de tmeste af landet.

DAB-radiosignalet blev 1. oktober i år ændret til DAB+. Dermed blev der plads til flere kanaler på det digitale radionet, som kører parallelt med det gamle FM-radionet. Ekstra Bladet og BBC kom samtidig med, og derved er ni af de 18 kanalpladser på nettet nu fyldt op.

»Der er plads til ni kanaler endnu, og vi forventer, at der bliver fyldt op inden for de kommende 12-18 måneder. Vi er i dialog med otte-ti seriøst interesserede - dels nogen, der allerede laver indhold til radio som f.eks. podcasts, dels mediehuse og interesseorganisationer, som ser muligheden for at kunne blive landsdækkende for relativt få penge,« siger Martin Løbel.

Et dyk i lyttertallet - men på vej op igen

Skiftet fra DAB til DAB+ betød, at de ældste DAB-radioer ikke længere fungerede, fordi teknologien har udviklet sig. Og det kan aflæses på lyttertallene.

»Vi kan se et fald på 20 procent i DAB-lytningen, som dog er ved at løfte sig op igen. Mange har skullet købe en ny radio eller genindstille kanalerne. Det så vi også, da man i Norge skiftede i begyndelsen af året, så vi forventer, at vi forholdsvis hurtigt er oppe igen,« siger Martin Løbel fra Teracom, der ejes af den svenske stat.