Så hurtigt slår køberne til på sommerhusmarkedet

Du skal ikke tænke for længe, hvis du er på sommerhusjagt i det superattraktive område Tisvildeleje på Sjællands Nordkyst. Omvendt har du noget bedre tid til at lave en udførlig plus-minusliste, hvis du har indstillet boligradaren mod Langelands nordlige del; Tranekær.

Sommerhussalget går godt i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

I årets første halvdel har det nemlig kun taget mæglerne 72 dage - knap to og halv måned - at få købere og sælgere til at skrive under på en sommerhushandel i Tisvildeleje, mens det i Tranekær har taget noget længere. Her har de sommerhuse, der er blevet solgt i årets første halvdel, nemlig været 537 dage - eller hvad der svarer til lige knap halvandet år - på markedet. Det viser tal fra boligsiden Boliga.dk.

De to byer repræsenterer således det sted i landet, hvor sommerhusene er røget hurtigst, og det sted, hvor sælgerne har skulle væbne sig med allermest tålmodighed.

Gang i sommerhuskøberne

I 2018’s første halvdel har det i gennemsnit taget 282 dage eller hvad der svarer til ni-ti måneder at sælge fritidskvadratmeterne i Danmark. Det er knap tre uger hurtigere end i samme periode af 2017.

Og at der er kommet mere gang i sommerhusmarkedet i det ganske land, er der ifølge cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark ikke tvivl om:

»I takt med at det økonomiske opsving har taget til i styrke, har flere fået mod på at realisere sommerhusdrømmen. Det økonomiske opsving betyder, at de lave renter i højere grad end ellers bliver en katalysator for sommerhusmarkedet,« siger han til Boliga.

»Ser vi på den samlede finansieringsbyrde ved køb af sommerhus, er der tale om et meget lavt niveau i en historisk kontekst. Det øger ligeledes appetitten på køb af sommerhus.«

Det er da heller ikke kun på salgstids-fronten, at sommerhussælgerne har mere vind i sejlene end tidligere. Landsgennemsnittet for salgspriserne er nemlig også draget i den - set med sælgerbrillerne på - positive retning, når man sammenligner første halvår 2017 med 2018.

I 2017’s første seks måneder kostede én sommerhuskvadratmeter nemlig 15.324 kroner, mens den i samme periode i år er gået for 1.000 kroner mere. Hvilket altså betyder, at et gennemsnitligt sommerhus på 70 kvadratmeter i år er handlet for cirka 1,1 millioner kroner.

Se hvor hurtigt sommerhusene sælges i dit favoritområde her.

*Boliga har beregnet den gennemsnitlige salgstid og salgskvadratmeterpris for fritidshuse i landets postdistrikter og på landsplan. Der er kun medtaget postdistrikter, hvor der i årets første halvdel er tinglyst mere end 20 sommerhushandler, der har været udbudt offentligt til salg.