S: Minister må hjælpe de fyrede

Beskæftigelsesministeren må hjælpe de 450 fyrede på LM Glasfiber ved at sætte finanslovens millionpulje i spil.

Læs mere
Fold sammen
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) må hjælpe de 450 fyrede på LM Glasfiber. Det mener Julie Radmacher, socialdemokratisk medlem af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

»Ved massefyringerne på virksomheder i Nordjylland ved valgkampen i 2005 stod politikerne i kø for at hjælpe med den pulje, som er på finansloven. Fyringerne på LM Glasfiber rammer mange familier. Jeg ved, der er en pulje på 6,9 millioner kroner på finansloven til at hjælpe fyrede i gang med anden beskæftigelse, og jeg vil bede beskæftigelsesministeren om at se på det,« siger Julie Radmacher.

Udmeldingen kommer efter, at verdens førende producent af vinger til vindmøller, LM Glasfiber, nu fyrer op mod 450 af virksomhedens 2200 ansatte i Danmark som følge af den globale finanskrise, der skaber forsinkelser for vindmølleprojekter på grund af vanskeligere finansieringsforhold. Det er op mod hver femte, der mister jobbet.

»Vi må gøre alt for at sikre beskæftigelsen,« siger Julie Radmacher.

LM Glasfiber betegner den nuværende situation som midlertidig. De langsigtede udsigter for vindindustrien er fortsat meget positive, lyder det fra virksomhedens topchef, Richard Andrew Bevan.

Ritzau