S går efter minister i sag om tinglysning

Socialdemokraterne vil have undersøgt, om der kan placeres et ansvar efter ministeransvarlighedsloven i sagen om den digitale tinglysning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Statsrevisorernes skarpe kritik af såvel Justitsministeriet som Domstolsstyrelsen bør føre til, at der placeres et ansvar efter ministeransvarlighedsloven.

Og det ansvar skal placeres hos tidligere justitsminister Brian Mikkelsen (K), mener Socialdemokraterne.

- Vi er indstillede på, at det skal undersøges, om Brian Mikkelsen kan gøres ansvarlig efter ministeransvarlighedsloven. Beslutningen om at høste effektiviseringsgevinsterne for tidligt er det vigtigste kritikpunkt, og det peger direkte på den tidligere justitsminister. Han var minister i 2009, da beslutningen blev gennemført, og det fritager ham ikke for ansvar, at han ikke er justitsminister mere, siger Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht.

Socialdemokraterne vil bede om at få lavet en juridisk undersøgelse af ansvaret. Han medgiver dog samtidig, at det skal bevises, at Brian Mikkelsen begik en fejl mod bedre vidende, hvis det skal være ansvarspådragende.

- Det kan vi ikke konkludere på baggrund af Rigsrevisionens rapport, men det må vi have undersøgt, om det kan bevises, om han mod bedre vidende høstede gevinsten for hurtigt, eller om det var en regulær fejl, siger han.

Han medgiver også, at det reelt vil være op til Dansk Folkeparti om ministeren skal undersøges.

- Der skal være flertal for det, hvis det skal undersøges. Derfor er vi også interesserede i, hvordan Dansk Folkeparti stiller sig. Det vil vi følge med stor interesse, for det vil nok være regeringens støtteparti, som kommer til at bestemme det, siger han.

Dansk Folkeparti har allerede konkluderet, at de ikke vil forfølge ministeren politisk.