Der var ingen anden vej. Fremtiden tegner så dyster, at SAS tirsdag har været tvunget til at afskedige 5.000 ansatte, hvoraf 1.700 er danske medarbejdere i det kriseramte flyselskab. En af de største fyringsrunder nogensinde i Danmark sker, fordi selskabet ikke længere tror på en normal drift de næste to år.
Topchef Rickard Gustafson siger i et interview til Berlingske, at coronakrisen kommer til at forandre meget for SAS. En kommende lavkonjunktur, ændrede digitale vaner og en frygt for at rejse langt væk i mange år frem er alt sammen dele af en giftig cocktail, som nu gør SAS til et meget mindre selskab.