Rygter om ny kæmpefusion i medicinalindustrien

Den voldsomme opkøbslyst fortsætter i medicinalsektoren.

Foto: RONEN ZVULUN.
Læs mere
Fold sammen

Næppe har kopiselskabet Mylan lagt et købstilbud på den amerikanske medicinalvirksomhed Perrigo, før selskabet selv er genstand for interesse.

Det er verdens største kopiselskab, israelske Teva, der ifølge Bloomberg News overvejer et muligt bud på Mylan.

Teva har ifølge Bloombergs kilder endnu ikke formelt henvendt sig, men Mylan er ifølge oplysningerne vidende om, at Teva ser på muligheden, skriver Bloomberg. Nyhedsbureauets kilder understreger dog samtidig, at det ikke nødvendigvis er sikkert, at overvejelserne også resulterer i et reelt bud. Det skyldes ikke mindst handelens omfang. Mylans markedsværdi er 34 mia. dollar efter en stigning på 4,5 pct. fredag, hvor rygterne florerede.

Foreløbigt har Teva henvendt sig til rådgivere vedrørende et muligt bud og finansieringen, skriver Bloomberg.

Mylans bud på Perrigo kan have været medvirkende til at få Teva til at overveje et bud, inden Mylan bliver for stor en mundfuld.

Selv ser Mylan store vanskeligheder ved sammenlægning af de to kopiselskaber. Selskabets skriver i en kommentar fredag, at det mener, at en sammenlægning er uden industriel logik.

»Desuden er der væsentligt overlap i de to selskabers forretninger, og vi mener, at det er usandsynligt, at en sådan kombination vil kunne opnå godkendelse hos konkurrecemyndighederne«, siger bestyrelsesformand i Mylan Robert J. Coury i meddelelse.

Teva-aktien stiger mandag med 1,2 pct. på børsen i Tel Aviv efter et fald på 5,1 pct. søndag.