Rygter om megafusion i medicinalindustrien tager til

Medicinalbranchen kan allerede tirsdag blive vidne til endnu et gigantisk købstilbud og årets hidtil største.

Foto: RONEN ZVULUN.
Læs mere
Fold sammen

Ifølge Bloomberg News forbereder verdens største kopiselskab, israelske Teva, således et muligt bud på sin amerikanske kollega Mylan, selv om israelerne ikke har vundet opbakning fra Mylans bestyrelse.

Dermed kan Teva overhale Mylan indenom, da det amerikanske selskab selv for nyligt lagde et købstilbud på 29 mia. dollar på den amerikanske medicinalvirksomhed Perrigo. Netop det bud kan have været fået Teva til at overveje et bud, inden Mylan bliver for stor en mundfuld.

Tevas interesse i Mylan rygtedes allerede fredag, og Bloombergs kilder oplyser uændret, at det stadig ikke er sikkert, at overvejelserne også resulterer i et reelt bud. Det skyldes ikke mindst handelens omfang. Mylans markedsværdi er på 33,3 mia. dollar, eller 233 mia. kr., trods et fald på 2,5 pct. mandag, da Mylan meddelte, at det ser store vanskeligheder ved en sammenlægning af de to kopiselskaber, og at det planlægger at fortsætte med at køre solo.

- Desuden er der væsentligt overlap i de to selskabers forretninger, og vi mener, at det er usandsynligt, at en sådan kombination vil kunne opnå godkendelse hos konkurrecemyndighederne, sagde bestyrelsesformand i Mylan Robert J. Coury ifølge meddelelsen.

Ikke desto mindre har Teva ifølge Bloombergs oplysninger bedt den britiske storbank Barclays se på opgaven, og flere banker er blevet kontaktet med henblik på at skaffe finansiering.

Teva-aktien stiger tirsdag med 2,3 pct. på børsen i Tel Aviv.