Rygter om kæmpe TDC-opkøb i Sverige

Teleselskabet er igen i vælten fredag. Selskabet overvejer ifølge nyhedsbureauet Reuters et opkøb af Sveriges største kabel-TV-selskab Com Hem, der udbyder TV-, bredbånd- og telefoniprodukter.

Foto: Torkil Adsersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Reuters binder sin historie på anonyme kilder, der mener at vide, at TDC netop nu er i kontakt med en stribe banker for at undersøge finansieringsmuligheder til et bud på Com Hem, der ifølge nyhedsbureauet kan nå 11,7 mia. svenske kroner.

Samtalerne mellem TDC og Com Hem har angiveligt stået på gennem flere måneder. Faktisk startede de allerede, inden Com Hem kom på børsen i juni, skriver Reuters med henvisning til de anonyme kilder "med kendskab til situationen."

Kilderne fastslår dog også, at handlen stadig kan nå at falde igennem.

Com Hem har 861.000 kunder, heraf de 594.000 med bredbånd og 607.000 med TV.

Hverken TDC eller Com Hem vil kommentere forlydenderne.

Aktierne i Com Hem stiger med 3,8 pct. til 59,15 svenske kr. efter nyheden, mens TDC falder med 0,8 pct. til 50,35 kr. på børsen i København.

Overraskende TDC-milliardopkøb i Norge

TDC købte i oktober Norges næststørste kabel-TV-selskab Get for 12,5 milliarder kroner og brød dermed med sin hidtidige strategi om udelukkende at arbejde i Danmark samt - på erhvervssiden - i Sverige og Norge.

TDCs koncernchef, Carsten Dilling, sagde efterfølgende, at TDC nu er blevet en underholdningsmaskine.

TDC i Sverige havde i 3. kvartal en omsætning på 766 millioner danske kroner, en tilbagegang på 9,1 procent fra 843 millioner kroner for et år siden.

Com Hem ejes i dag delvis af kapitalfonden BC Partners, der sidder på 47,7 procent af ejerskabet. BC Partners var sammen med TDC med i opløbet om købet af Get i Norge, rapporterede nyhedsbureauet Reuters en måneds tid, før TDC slog til.

Com Hem havde i 3. kvartal en omsætning på 1.210 millioner svenske kroner, 9,6 procent mere end for et år siden.